- Læs transskription af filmen
-
Behandling af lungekræft er et frivilligt valg
Når vi drøfter muligheder med patienter, så siger vi: "Vi skal ikke give noget. Vi skal tilbyde noget!". Der er ingen tvang. At vi kan give en behandling betyder ikke nødvendigvis, at det er den rigtige. Det vigtige for os er, at vi indbyder til en fælles samtale og en fælles beslutning, hvor vi sammen finder den rigtige løsning.
Jeg sagde jo tidligt i forløbet: "Jeg siger ja til alt, lægerne foreslår". De forslog, at jeg gennemgik en kemobehandling, og jeg sagde selvfølgelig ja, for det var jo min beslutning. Men det er jo ikke noget, man skal. Det er et tilbud, man får. Til mange af de samtaler man går til, har jeg min hustru med. Hun er super god til sådan noget med læger, diagnoser og fremmedord. Hun er der som en ørn! Hun er super god.
Gode råd til samtalen med kræftafdelingen
Det kan være rigtig svært at forberede sig til en samtale på kræftafdelingen, men jeg har nogle gode råd. Dels at have en pårørende med, men også at skrive spørgsmål ned. Når først man sidder der, glemmer man det meget let, og så bliver man så ærgerlig, når man kommer hjem og har glemt at spørge om det.
Det er også vigtigt at sige, hvad man gerne selv vil: "Hvad er vigtigt for mig?". Er det vigtigt for mig at kunne passe mit arbejde? Er det vigtigt for mig, at jeg frisk til at passe mine børnebørn? Er jeg sådan en, der gerne vil have behandling for alt i verden, fordi det holder mig oppe og giver mig håb? Eller er det vigtigere for mig, at jeg har tid derhjemme og ikke skal bruge al min tid på hospitalet? De ting er vigtige for os at vide, så vi bedre kan rådgive patienten i forløbet.
Lige fra starten besluttede jeg mig for, at jeg ikke gik ind og læste på internettet. Det var vigtigt for mig at sidde overfor de læger, som undersøgte mig, og høre, hvad de sagde.
Nogen siger: "Jeg har ikke undersøgt noget. Jeg vil ikke vide noget eller høre statistikker". Andre har printet de første 20 sider fra Google og har fundet information om udenlandske behandlinger. Der er vi nødt til at tage udgangspunkt i: "Hvor er du?". Derfra kan vi sammen finde en god løsning.
Overvejelser om forskellige behandlingsmuligheder
Kemoterapi har et utrolig dårligt rygte ude blandt befolkningen, og det kunne jeg godt tænke mig at nuancere lidt. I dag har man udviklet, det vi kalder "understøttende behandling", som man får, mens man får kemoterapi. Det kan være kvalmestillende medicin eller medicin, der forbygger allergiske reaktioner. Det sikrer, at man har det så godt som muligt. Når det er sagt, er der stadig risiko for svære bivirkninger, og det er derfor, vi taler med vores patienter, hver gang de har fået kemo, så vi kan regulere deres dosis, så det bliver så acceptabelt som muligt.
Jeg synes, lægerne er rigtig, rigtig dygtige. De ved godt, at den meget stærke medicin, man er nødt til at bruge, når man skal bekæmpe cancer i al almindelighed, medfører nogle bivirkninger. Jeg synes, de er meget imødekommende og villige til at prøve forskellige midler for at minimere bivirkningerne.
Behandling er ikke altid løsningen
Nogen tolererer rigtig mange bivirkninger uden at sige det til os, fordi de har en idé om: "Det er fordi, der sker noget i min krop. Ergo må det virke". Men den sammenligning kan man ikke lave, for ham uden bivirkninger kan have en lige så god effekt. Så det er ikke bivirkningerne værd at lade være med at fortælle om dem, for så har vi ingen mulighed for at hjælpe dig ved at lindre smerterne. Enkelte gange må vi sige: "Lige nu har du det for dårligt til at blive behandlet. Vi venter på bedring!" eller "behandling er ikke den bedste løsning for dig".
For fire år siden blev min behandling opgivet. Jeg fik at vide, de ikke kunne gøre mere, så jeg blev indstillet til et forsøg på Rigshospitalet. Der havde de noget andet medicin. Fire dage efter jeg fik medicinen, holdt jeg op med at hoste. Det blev jo endnu bedre, da den første scanning derefter viste, at det var svundet 30%. Så det var jo helt fantastisk!
Nye behandlingsformer giver håb
Det har været sådan tidligere, at når man fik diagnosen "spredt lungekræft", så var det virkelig dårligt. Så havde man meget dårlige chancer for langvarig overlevelse. De fleste døde inden for ganske kort tid. Situationen er en anden i dag. Der er meget håb i behandlingen af lungekræft.
Vi har fået mange nye behandlinger - specielt immunterapi - men også kombinationer af kemoterapi, immunterapi og strålebehandling. De gør, at vi kan holde patienterne i live meget længere end før. Når der kommer en patient i dag, som skal behandles for lungekræft, så har vi svært ved at sige, hvilken mulighed der er bedst, for det har vi endnu ikke set i undersøgelserne af nye behandlingsformer. Det gør, at der er meget håb for, at det går bedre.
Tag en dag ad gangen
Da jeg fik at vide, at jeg havde lungekræft, tænkte jeg: "Nå! Du er død om 3 måneder". Men det gjorde jeg så ikke. Jeg blev opereret, og alting gik godt. Så jeg begyndte at sige: "Dejligt! Nu er jeg rask", men så blev jeg syg igen og kom i de her behandlinger. Så blev det til: "Jeg tror alligevel, jeg lever 3 måneder længere". Men så gik det jo også godt. Så sagde jeg: "Vi tager lige et halvt år". Det gik jo så også godt, så nu er jeg begyndt at sige: "Vi tager et år mere".
Overlæge Gitte Persson fra onkologisk afdeling på Herlev hospital og sygeplejerske Mette Kargo fra onkologisk klinik på Rigshospitalet giver gode råd til, hvordan patienter og pårørende kan forberede sig på samtalerne med kræftafdelingen. Videoen er sponsoreret af Roche.
I samarbejde med

Sponsoreret af
