- Læs transskription af filmen
-
Sørge for at holde dig aktiv
Jeg går i fitness jo, og det siger mig ikke noget, men jeg gør det. Simpelthen fordi de siger, at det er godt for mig.
Hvis ikke man gør noget, så ved vi, at behandlingen og sygdommen i sig selv vil få ens funktionsniveau og kapacitet til at gå stille og roligt ned ad bakke. Man vil tabe sin kondition, man vil tabe sin styrke, man vil tabe sin funktionalitet. Og samtidig med at man ved, at man har en alvorlig sygdom, så kan man ikke komme på gaden, som man plejer. Så får man måske heller ikke besøgt de mennesker, man plejer, og når man ikke kan det, så bliver man selvfølgelig mere bekymret, mere angst, mere deprimeret, hvilket også har en betydning for livskvaliteten.
Find den træning, der passer til dig og dit forløb
Det var jo super fedt at komme i genoptræning med en masse andre halvgamle nisser, hvor vi mødtes et par gange om ugen i sådan et center med gummibolde og cykler og ud at løbe og så videre. Der kunne jeg rent faktisk næsten mærke, hvordan jeg fik det bedre fra gang til gang, og det betyder utroligt meget for mig. Det ville jeg have forsvoret. Jeg er sådan én, der ikke er særlig vild med fitnesscentre. Hele den der stemning af præstation. Det har aldrig rigtigt været mig, så jeg var rigtig glad for at gøre det et sted, hvor der var ro på, og vi gør det i det tempo, der passer. Hvis ikke du kan klare den her øvelse, så kan du klare den næste. Og så bliver man jo lidt bedre fra gang til gang. Fik bedre og bedre resultater på cyklen.
Selvom der er nogle retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, der siger en halv time om dagen, så er det tyve gange bedre at lave noget i fem minutter kontra ingenting. Kan man lave noget i ti minutter, jamen så er det bedre end fem minutter, og sådan kan vi blive ved deropad. Men laver man ingenting, så ryger kroppen stille og roligt ind i den onde spiral, jeg vender tilbage til.
Hvis du har været gift i 35 år, de 35 års ægteskab slutter jo ikke, fordi der er en i forholdet, der får en lungekræftsygdom. I er stadigvæk gift, der er bare kommet en ny spiller ind i parforholdet. Og noget af det vigtigste er, det der med at sige, dit liv skal stadig være, at du går på arbejde eller spiller bridge med vennerne eller tager til badminton.
Det er også nogle af de tilbagemeldinger, vi får fra vores patienter, at det er faktisk rigtig vigtigt. At man ikke føler sig overvåget.
Altså, jeg tror jeg spurgte Klaus 300 gange om dagen, "hvordan har du det?" Hvor han til sidst måtte bede om pause på, hvordan han havde det, fordi når han var rigtig dårlig, kunne vi ikke gøre ret meget ved det.
Når hverdagen og gamle vaner må lægges om
Jeg har jo altid sat en ære i at klare mig selv. Det har ligesom været en søjle i mit liv, at jeg skal fanden gale mig nok klare mig selv. Når man bliver syg, så ændrer man jo status. Man er jo borger, og så er man lige pludseligt patient. Det der med at skulle bede folk om hjælp. "Jeg kan ikke komme op af trappen." "Kan du ikke hjælpe mig op af sengen?" Det kunne jeg ikke lide. Det, synes jeg, var meget ydmygende. Det var for mig et meget stort værdighedstab.
Rollefordelingen ændrede sig, fordi det var altid sådan, at Klaus var den store og stærke, og det er han jo principielt også, kan man sige, og jeg var så hende den lille. Det at være den, der "er den", at skulle sørge for det daglige, sørge for at han havde det godt. Det var et andet ansvar, jeg tog på mig, og jeg tænker, at jeg tog det på mig. Det er jeg enormt glad for, at jeg kunne.
De pårørende rammes også af sygdommen
Når et menneske rammes af sygdom, så er det ikke bare det enkelte menneske, der rammes, så er det en hel familie, der rammes. Patienten rammes af selve sygdommen og rammes også på eksistensen, men hele familien bliver overvældet af bekymringer, af håbløshed og særligt af afmagt. Der havner man måske pludselig i en situation, hvor der ikke nødvendigvis er noget godt at sige eller noget, man har magt til at gøre noget ved. Og så oplever man en magtesløshed og skal måske have hjælp til at prøve at flytte sit fokus fra "hvad skal jeg gøre, og hvad skal jeg sige?" til "hvordan finder jeg ud af at øve mig i at være i den her situation sammen med den syge?"
Det, der har været vigtigt for mig, var, at jeg har min datter og mine tre børnebørn, jeg skulle tage hensyn til. Det har hele tiden været vigtigt for mig, at Maria skulle kunne have den styrke til, at børnebørnene ikke blev for kede af det, da jeg blev syg. Min egen holdning til død og min sygdom, det har jeg doseret af hensyn til Marias mulighed for at bevare sin egen styrke.
Livet må gå videre
Når man behandler kræftpatienter, så er et af vores mål med kræftbehandling og hele forløbet, at vores patienter faktisk kan blive ved med at leve deres liv. Det gør også, at der skal sættes fokus på de ting, der skaber livskvalitet for den enkelte patient. Det kan være, at man skal på en rejse, eller det kan være, at man skal noget med sine børnebørn. Og jeg vil gerne opfordre patienter til at sige til, hvis der er noget, de skal. For at se om vi kan fikse det. Om vi kan rykke tiderne lidt eller lave lidt om på behandlingen. Det kan man som regel godt.
Altså indtil videre har vi ikke skulle ændre vores hverdag væsentligt. Der er jo nogen hensyn, man skal tage indimellem. Men vi planlægger stadig at skulle rejse, hvis vi kan komme til det, og vi har stadigvæk den omgangskreds, vi deltager i alt, hvad vi plejer at kunne gøre, og han dyrker sport, og vi spiller bowling og sådan.
Jeg synes ikke, man skal lade sygdommen fylde ret meget. Jeg synes, man skal leve videre normalt. Man skal beholde sit gode humør. Jamen jeg fortsætter, som jeg har været altid. Et pjathoved.
I filmen kan du høre, hvordan sygdommen har påvirket patienterne og de pårørendes hverdag på både godt og ondt. Fysioterapeut Morten Quist fortæller om vigtigheden i at holde sig aktiv, når man har lungekræft. Filmen er sponsoreret af Roche.
En hverdag med lungekræft
Når livet må tilpasses sygdommen
For at få en hverdag med lungekræft til at fungere er det oftest nødvendigt at tilpasse livet i forhold til sygdommen, hvilket medfører større eller mindre ændringer. I videoen fortæller Richardt blandt andet, at han har anskaffet sig en robotplæneklipper, da han ikke længere har så meget luft til at udføre de praktiske opgaver i hjemmet. Omvendt fortæller Mette Kargo, der er sygeplejerske på onkologisk klinik på Rigshospitalet, at man også kan opleve at have for meget fokus på sygdommen. Nogle ønsker, at deres hverdag fortsætter så normalt som muligt, selvom der vil være forbehold, der naturligvis må tages som konsekvens af sygdommen.
Det er vigtigt at holde sig aktiv
Fysioterapeut Morten Quist fra Rigshospitalet fortæller, hvor vigtigt det er at holde sig aktiv, når man har lungekræft. Både behandlingen og sygdommen i sig selv påvirker ens funktionsniveau negativt, og man vil tabe sin kondition og styrke, hvis ikke man sørger for at holde sig i gang. Ifølge Morten Quist er lidt motion bedre end ingenting. Det skyldes, at regelmæssig motion både styrker den fysiske og mentale sundhed.
Udgivet 18.07.2019
» Du kan finde mere information om lungekræft på temasiden her
I samarbejde med
Sponsoreret af
