SundhedsTV Klaus: Jeg var meget åben om de negative tanker

Læs transskription af filmen: De første følelser, der meldte sig, da Klaus fik konstateret kræft
Da jeg fik min diagnose for lungecancer, blev jeg meget vred. Jeg rettede min vrede mod den person,
der gav mig beskeden, og det var jo en læge. Jeg kan huske, at jeg kom hjem, og jeg havde godt kunne mærke, at Klaus var sådan lukket. Og så siger han: "Der er noget, jeg skal snakke med dig om". Allerede der kunne jeg fysisk mærke, når jeg bliver meget forskrækket, kan jeg mærke det helt ned i maven. Der kunne jeg godt mærke, det her, tror jeg ikke, er behageligt. Han satte sig over for mig ved bordet og tog fat i min hånd og sagde: "Nu må du ikke blive forskrækket, men de har fundet noget på den ene lunge." Min reaktion var: "Noget, hvad er noget?" Det vidste jeg jo godt. Jeg vidste det jo godt.

Jeg havde røget rigtig meget i rigtig mange år. På den hårde måde. Jeg var ikke en lystryger, som i: "Nu skal jeg nyde en cigaret." Jeg røg rask væk 20, 30, 40 cigaretter om dagen. På en kompulsiv måde, hvor jeg bare røg hele tiden. At jeg havde røget så meget betød, at jeg ikke rigtig følte mig i en position til at stille mig op og pege fingre og alt muligt. Og sige, at det er nok, fordi jorden er så forurenet, eller det er bilernes udstødning. Jeg havde en stærk fornemmelse af, at det her er din egen skyld. Så jeg var lidt benovet over, at selvom jeg havde bragt mig i fedtefadet på den her måde, blev jeg alligevel regnet for én, man gerne ville hjælpe.

Tanker som pårørende
Samtidig med at jeg var ked af det, var jeg afsindig vred på ham over, at han var blevet syg. Det havde jeg meget svært ved at håndtere, fordi det syntes jeg ikke, at jeg kunne tillade mig. Selv den dag i dag tænker jeg, det er jo på en eller anden måde det værst tænkelige, der sker. Man læser om det og hører om det. Men det er altid nogle andre. Selvfølgelig er det også nogle lidt tæt på. Men det er helst nogle lidt længere ude. Men det, at det skete for os, det synes jeg... Det er svært at forklare, men jeg blev vred.

Overvejelser om behandlingsforløbet
Kræft har aldrig interesseret mig. Sygdom har aldrig interesseret mig i mit liv. Min mor døde af kræft. Det var skrækkeligt, men jeg satte mig ikke ind i sagerne, fordi what difference would that make? Jeg tog en beslutning om, at jeg ville ikke være en af dem, som sad og googlede min egen sygdom i et væk og prøvede at være bezzerwizzer overfor lægerne. "Jeg har hørt, at man i Tyskland kan spise en eller anden blomsterstøv." Det gad jeg ikke. Enten så redder de mit liv. Eller også gør de ikke. And there is not a damn thing I can do about it.

Jeg lagde alle mine forbehold i garderoben og sagde, hvad gør vi? Hvad foreslår i? Jeg gør, hvad I siger. Jeg sad så en dag og snakkede med en ældre sygeplejerske, som sagde til mig: "Jeg vil give dig et råd, så kan du bruge det eller lade være." Det er sådan, sagde hun, at dine nærmeste pårørende vil også være meget påvirket af det her. De vil selvfølgelig, i den grad det er muligt, støtte op omkring dig, men der vil også være ting, du ikke kan dele med dem.

Brug en af dine pårørende som din fortrolige gennem sygdommen
Jeg foreslår, at du udvælger en person, som du ikke er i familie med som din fortrolige. Så vil du have et ekstra støtteben. Det tænkte jeg over. Med det samme, som hun havde sagt det, besluttede jeg mig for at kontakte en af mine nærmeste venner, som jeg har kendt siden drengeårene. Jeg ringede til ham og sagde: "Har du lyst til at gå en tur med mig, der er noget, jeg gerne vil spørge dig om?" "Har du lyst til at være min fortrolige?" Der må jeg sige til hans ros, at han sagde ja med det samme. Og han stillede op.

Det var rigtig rart for mig at vide, at der var en person, som kunne lytte, fordi jeg vidste, at Klaus ikke ville kunne høre det. Dels fordi han var syg. Og så er han bare ikke god til det. Så kunne jeg sige, hvad sagde de så om det, og efterfølgende og kemo og alle de der ting. Det var en meget stor lettelse.

Jeg sagde tidligere i forløbet, at jeg sagde ja til alt, hvad lægerne foreslog. Da jeg var blevet opereret og var blevet erklæret rask og faktisk havde det rimelig OK, når man tænker på, hvad jeg havde været igennem. Så sagde de: "Vi vil foreslå, at du gennemgår en kemobehandling." Så sagde jeg selvfølgelig ja. Det var jo den beslutning, jeg havde taget. Det er jo ikke noget, man skal. Det er et tilbud, man får.

Sådan påvirkede behandlingen hverdagen
Jeg havde ikke regnet med at blive så syg. Der blev jeg først rigtig syg. Jeg var meget mere syg af kemoen, end jeg var af canceren. Canceren havde jo så slået mig ihjel på et tidspunkt, fordi jeg havde en stor tumor siddende oppe ved højre spiserør. Så det var ikke, fordi jeg ikke var død af den, men jeg var ikke klar over, at man kunne blive så elendig, at man tænkte: "Lad mig dø." Det ved jeg nu.

Det startede altid ud med, at han næsten lige var kommet sig, og så skulle han i gang med det igen. For hver gang, for hver portion kemo blev han dårligere og mere svækket. Han holdt op med at spise. Det var lige meget, hvad jeg tilbød ham, han ville simpelthen ikke have det. Han var meget lidt kontaktbar. Man måtte ikke røre ved ham, man måtte ikke, han var virkelig sådan her. Så det var også svært at få lov til at passe på ham, fordi han blev så dårlig af det. Jeg tænker også, at han fik sindssyg meget kvalme. Han kunne ikke holde ud at være noget sted.

Tanker og erfaringer fra sygdomsforløbet
På min mobiltelefon var der en funktion på, der hed noter, hvor man kunne skrive indkøbsseddel på. Indimellem var jeg helt vildt medicineret, meget sådan her, meget af tiden. Men engang imellem havde jeg nogle klare øjeblikke, hvor der ligesom var nogle sætninger, der sprang frem eller glimt af et eller andet, som jeg tænkte, det må jeg skrive ned. Så tog jeg note-funktionen og lå med mit ene øje og prikkede det ind. Det var meget omstændigt.

Så gemte jeg den og tænkte ikke mere over det. Da jeg så blev rask, ville jeg bare ud over stepperne. Indhente mit liv og tilbage til mit job. Lave ting med min hustru og mine hunde. Og alle de ting, som jeg altid havde nydt at gøre. På et tidspunkt så kiggede jeg og så, at jeg havde over 2000 noter i min telefon. Jeg tænkte, det var alligevel vildt. Og rigtig meget af det var bare bla bla bla. Men indimellem var der noget, hvor jeg tænkte: Det er sgu ikke så tosset, det der. Det er meget godt formuleret. Eller, der har du fat i noget.

Klaus ønskede at dele ud af sine tanker
Vi besluttede os for at udgive det. Jeg havde hele tiden haft den der titel i baghovedet: 'Personfølsomme oplysninger', fordi det er noget, vi snakker meget om. Hvad er de for nogle? Det er selvfølgelig alt muligt med vores CPR-numre. Men det er jo også nogle forbudte følelser. Jeg var meget åben omkring nogle negative aspekter i min sygdom. Det er også personfølsomme oplysninger. Alt det, vi ikke snakker om. Frygten og vreden.

Jeg tænkte, at det var en rigtig god titel, og så blev det til en meget lille bog på 50 sider. Til gengæld er der ikke ét overflødigt ord i den. På sæt og vis er jeg enormt stolt af den. Jeg har så en ven, som har en meget sort form for humor. Så sagde han til mig: "Så kom der sgu da noget godt ud af den sygdom."

Klaus: Jeg var meget åben om de negative tanker

Ønskede at dele ud af sine erfaringer og tanker

Klaus fik tilbudt et afsluttende kemoforløb, og det takkede han ja til. Han han var dog ikke forberedt på, hvor dårlig han blev af kemoen, så undervejs i forløbet skrev han de voldsomme og negative tanker ned, som han gennemgik. Da han efterfølgende læste de mange noter igennem, fik han lyst til at dele ud af sine erfaringer til andre kræftramte. Det resulterede i en bog, hvor han blandt andet beskriver nogle af de negative tanker, han fik under sygdomsforløbet.

Årsagen til sygdommen

Klaus havde en stærk fornemmelse af, at han selv var skyld i, at han havde fået lungekræft, idet han havde røget rigtig mange cigaretter hver dag de sidste mange år. Derfor følte han sig også benovet over, at han kunne få hjælp til at blive kureret for sygdommen. Han overvejede på intet tidspunkt selv at undersøge sygdommen eller behandlingsformerne, men valgte udelukkende at følge de råd og anbefalinger han fik fra sundhedsvæsenet.

» Du kan finde mere information om lungekræft på temasiden her