- Læs transskription af filmen
-
Da Marianne fik konstateret lungekræft
Jeg opdagede det ved, at jeg ikke kunne løbe lige så hurtigt, som jeg tidligere havde kunnet. Så var jeg igennem et længere forløb og lige pludselig, så var jeg i udredning. Og så viste det sig, at det var altså en uhelbredelig cancer med spredning. Altså en såkaldt stadie fire. Det er det sidste stadie, man har.
Den første tid efter diagnosticeringen
Men det betyder ikke, at man ikke kan leve videre. Det troede jeg jo, lige da jeg hørte det, og der var også en sygeplejerske, som overbragte mig budskabet. Hun sagde, at jeg skulle gå hjem og spise så mange flødekager, jeg overhovedet kunne, for det var en livstruende sygdom.
Da jeg kommer ud efter den sygeplejerske sidder med grædende øjne og fortæller mig, jeg skal spise flødekager, og der har jeg min veninde, som er onkolog, med, så siger hun til mig, nu skal du jo finde ud af, hvad du så skal gøre med dit liv. Og så var det helt spontant, at jeg sagde, men jeg skal bare have normaliseret mit liv. Og det betød, at så snart jeg overhovedet var i stand til det genoptog jeg mit arbejde. Og fik den der normale hverdag, så sygdommen ikke kommer til at determinere mit liv. Det er ikke sådan, at jeg er identificeret med min sygdom. Jeg er jo stadigvæk den, jeg var, før jeg fik diagnosen.
Sådan har Marianne valgt at håndtere sygdommen
Det, der har været vigtigt for mig, det var, at jeg har min datter og mine tre børnebørn, jeg skulle tage hensyn til. Det har hele tiden været vigtigt for mig, at Maria skulle kunne have den styrke til, at børnebørnene ikke blev for kede af det, da jeg blev syg. Min egen holdning til død og min sygdom har jeg doseret af hensyn til Marias mulighed for at bevare sin egen styrke. Fordi jeg ved, at hun ville være følelsesmæssigt påvirket, hvis jeg havde inddraget hende big time fra starten.
Det, der har været vigtigt for mig, er ikke at blive overmandet af følelser og angst. Allerværst angsten. Selvfølgelig har jeg været bange undervejs og i glimt, men jeg er aldrig blevet grebet af angsten, fordi den æder altså sjælen. Og så omkring efter døden, der har min datter og jeg egentlig ikke drøftet det tidligere, men det er vi begyndt at tale om, og det bringer selvfølgelig nogle følelser op hos min datter, og vi tager det i nogle tempi. Lige i øjeblikket forholder jeg mig ikke eksplicit til døden. Fordi jeg har det faktisk rigtig godt i øjeblikket.
I videoen kan du høre Mariannes historie om at leve med den livstruende sygdom. For Marianne har det været vigtigt at fortsætte en normal hverdag og leve videre til trods for diagnosen. Videoen er sponsoreret af Roche.
Marianne: Jeg er jo stadigvæk den samme, som før jeg fik lungekræft
Når sygdommen rammer
Marianne blev opmærksom på sin sygdom, da hun ikke længere kunne løbe ligeså hurtigt som før. Hun endte med at komme i udredning for kræft og fik efterfølgende besked om, at hun havde uhelbredelig lungekræft. Lige efter diagnosticeringen frygtede Marianne, at livet var slut, men efter lidt tid fik hun overbevist sig selv om, at hun skulle leve videre, som hun altid havde gjort. For Marianne er det vigtigt, at hendes omgangskreds ser hende som den samme, som før hun fik konstateret lungekræft. Efter diagnosticeringen sørgede hun derfor for at genetablere en normal hverdag, så sygdommen ikke blev definerende for hende.
At beskytte de pårørende
Efter Marianne har fået konstateret lungekræft, har noget af det vigtigste for hende været at passe på sin datter og sine tre børnebørn. Hun ønsker ikke at gøre dem unødigt bekymrede. Derfor involverer hun dem meget lidt i sine egne holdninger og bekymringer omkring sygdommen, for at datteren kan bevare sin styrke overfor børnebørnene. Hun er dog begyndt at snakke om døden og livet efter døden med sin datter, hvilket naturligvis frembringer nogle stærke følelser hos dem begge.
Udgivet 18.07.2019
» Du kan finde mere information om lungekræft på temasiden her
I samarbejde med
Sponsoreret af
