RAMT AF DIABETES OG SENFØLGER

”Det strammer og brænder om fødderne”

I dette afsnit af Ramt af livet sætter vi fokus på tidlig opsporing af type 2 diabetes, og hvilke konsekvenser det kan have, hvis sygdommen ikke opdages i tide.

Søren på 52 år fortæller, hvordan han er ude af stand til at arbejde på grund af store smerter i fødderne, som er opstået som konsekvens af uopdaget type 2-diabetes. Psykolog og formand for Forum for Mænds Sundhed Svend Aage Madsen forklarer, hvorfor det ofte er mænd, der har udfordringer med at blive opsporet i tide.  

OM TIDLIG OPSPORING AF DIABETES

Type 2-diabetes er en kronisk sygdom, hvor blodsukkeret er for højt, fordi kroppen ikke producerer tilstrækkeligt med insulin, og fordi kroppen er mindre følsom overfor insulin.

Det høje blodsukker giver de første år ikke særlig mange symptomer. Derfor opdages type 2-diabetes ofte først, når man har haft sygdommen i nogle år.

Ubehandlet diabetes kan give følgesygdomme som hjertesygdom, nyresvigt, svækket syn, nervebetændelse og dårlig blodforsyning til benene. Hver tredje patient med nyopdaget diabetes har allerede udviklet følgesygdomme.

Redaktionslægen om tidlig opsporing og følgesygdomme

Tidlig opsporing betyder, at diabetes opdages så tidligt som muligt. Vi regner med, at ca. 75.000 personer i Danmark har type 2-diabetes uden at vide det.

Vi ved også, at jo tidligere diabetes opdages, jo bedre kan man sætte ind med behandling og mindske risikoen for følgesygdomme – det er dokumenteret i flere videnskabelige undersøgelser.

Hvad kan man selv gøre for at type 2-diabetes bliver opdaget tidligt?

Symptomerne på type 2-diabetes er desværre ikke altid særligt tydelige. Man bør gå til sin praktiserende læge og få målt sit blodsukker, hvis man har et af følgende symptomer:

  • øget tørst og hyppige store vandladninger
  • utilsigtet vægttab
  • gentagne svampeinfektioner – det kan være på huden, i skeden, i munden eller ved endetarmen

Man bør også gå til læge, hvis man har øget risiko for at blive ramt af diabetes. Eksempelvis hvis:

  • mange i ens familie har diabetes (sygdommen er arvelig)
  • man lever med svær overvægt
  • har alvorlig psykiske lidelser
  • er ramt af en hjertesygdom
  • har for højt blodtryk
  • har været ramt af graviditetssukkersyge
  • har PCOS (polycystisk ovariesyndrom)
  • har for meget fedt eller kolesterol i blodet

Dette afsnit er redigeret af

Speciallæge i almen medicin,
Bjarne Lühr Hansen


Psykologens perspektiv

Meget tyder på, at mænd går rundt med type 2-diabetes i længere tid end kvinder, før det bliver opdaget. Det gælder for næsten al sygdom, at mænd går rundt med symptomer i længere tid uden at gå til lægen.

Symptomerne på type 2-diabetes er ofte så milde i starten, at mange mænd ikke vil synes, det er nødvendigt at reagere på. Mange kender heller ikke til symptomerne på type 2-diabetes og ved derfor ikke, hvad de skal være opmærksomme på. 

Hvorfor rammes mænd hyppigere end kvinder?

Mænd bliver ramt af type 2-diabetes ca. 17% hyppigere end kvinder. Det er overordnet set, fordi mænd har en dårligere livsstil. Det gælder især kost, alkohol og motion.

Hvis man ikke går til lægen, har det blandt andet den konsekvens, at sygdommen når at udvikle sig og kan medføre højere dødelighed. Selvom type 2-diabetes kun forekommer hos 17% flere mænd end kvinder, har mænd 75% større dødelighed.

Hvordan håndterer mænd generelt at få en diagnose som diabetes?

Mænd reagerer på mange forskellige måder men generelt vil man se to tilgange:

  • Pragmatisk tilgang. Mange mænd vil meget gerne have noget konkret at vide. Det handler ikke om, hvordan de har det med den nye diagnose, men hvad de konkret skal gøre, og hvad tallene viser. De bekymrer sig ikke unødigt eller tager sorgerne på forskud.
  • Benægtelse. Mange tænker, at det nok ikke er så slemt eller at det nok går over af sig selv. De vil helst se tingene lidt an og får derfor heller ikke gjort noget eller taget sygdommen alvorligt.

Det er vigtigt at fortsætte med at kommunikere den evidensbaserede viden, så vi kan sikre, at mænd fortsat går til lægen, og at de passer deres behandling.

Dette afsnit er redigeret af

Psykolog, forskningsleder, ph.d. og formand for Forum for Mænds Sundhed, Svend Aage Madsen


» Hør alle afsnit af podcastserien ‘Ramt af livet’ her

All rights reserved Sundhedstv