Om sundhedstv

Her kan du læse, hvem der står bag SundhedsTV, og hvad vi gør for at sikre, at alt indhold produceret af SundhedsTV er troværdigt og baseret på uvildig sundhedsfaglig viden.

Lægefaglig redaktion af alt indhold på SundhedsTV

Læge og ph.d. Ida Donkin er ansat redaktionslæge på SundhedsTV. Redaktionslægen udpeger relevante og anerkendte faglige eksperter indenfor de enkelte sygdomsområder eller temaer på SundhedsTV. Vi benytter således kun fagpersoner med relevant sundhedsfaglig uddannelse, og som er velagtede inden for det pågældende speciale eller vidensområde. Disse sundhedsfaglige eksperter udgør under redaktionslægens ledelse en sundhedsfaglig ad hoc-redaktion på de enkelte områder.

SundhedsTV’s indholdspartnere

SundhedsTV samarbejder med en række indholdspartnere såsom patientforeninger, faglige selskaber og fagligt anerkendte vidensinstitutioner i sundhedsvæsenet. Indholdspartnerne bidrager med indsigter om patientgrupper, problematikker omkring det pågældende tema samt kontakt til patienter og pårørende. Indholdspartnerne giver input til, hvordan SundhedsTV kan sikre, at indholdet er relevant for patienter og pårørende. Det er SundhedsTVs redaktionslæge i samarbejde med den etablerede ad hoc-redaktion indenfor det enkelte tema, der alene bestemmer indholdet.

Redaktionelle principper

Det er redaktionslægen, der afgør, om et tema eller et sygdomsområde skal behandles på SundhedsTV. Det sker ud fra tre redaktionelle principper:

1) Stor efterspørgsel på viden blandt brugerne: Temaer eller emner, hvor der er stor efterspørgsel på viden blandt brugerne, prioriteres. Eksempelvis temaer, der er stor søgning efter på Google.

2) Høj aktualitet for brugerne: Emner, som fylder meget i den offentlige debat, emner, som er årstidsbestemte, sygdomsområder, som udgør en stor andel i sundhedsvæsenet eller emner, som af sundhedsfaglige årsager er nødvendige at informere om, såsom epidemier eller ved misforståelser indenfor specifikke sygdomsområder, prioriteres.

3) Væsentligt behov hos mindre patientgruppe: Efterspørgslen og behovet for information hos mindre patientgrupper vil sjældent kunne spores i stor søgning eller i stor synlighed i den offentlige debat. Ikke desto mindre kan redaktionslægen vurdere, at patienter og pårørende, der lider af mere sjældne sygdomme, i nogen tilfælde kan have et særligt behov for information. SundhedsTV har fokus på områder, hvor der vurderes at være myter eller misforståelser, eller hvor anerkendt sundhedsfaglig viden ikke i tilstrækkelig grad er kendt blandt relevante patienter og pårørende.

Indhold på Sundhedstv.dk

Indholdet på sundhedstv.dk følger altid Sundhedsstyrelsens vejledninger, retningslinjer og anbefalinger til forebyggelse, sundhedsfremme og behandling af sygdomme. Der kan være tilfælde, hvor Sundhedsstyrelsen (endnu) ikke har udarbejdet vejledninger eller retningslinjer, men som vi alligevel ønsker at dække, fx ud fra et aktualitetshensyn. I de tilfælde vil der i stedet søges faglig og videnskabelig konsensus i samråd med relevante sundhedsfaglige selskaber og/eller anerkendte eksperter.

Alt indhold søges baseret på højest mulige videnskabelige evidensniveau samt ’Kodeks for god sundhedsformidlings’ retningslinjer.

Indholdet på sundhedstv.dk har alene karakter af sundheds- og sygdomsoplysning og vedrører ikke specifikke behandlinger, lægemidler, lægemiddeludstyr eller hjælpemidler. SundhedsTV’s indhold må aldrig bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling. SundhedsTV kan ikke drages til ansvar for skader eller gener, der måtte følge af brug eller misbrug af indholdet.

VIGTIGT: Er du bekymret for dit helbred, eller har du spørgsmål, skal du ved behov herfor søge lægelig rådgivning andetsteds.

Finansiering, troværdighed og uvildighed

SundhedsTV er ikke offentligt finansieret og er derfor nødt til at sikre anden finansiering. Af hensyn til SundhedsTVs mission om at levere troværdig, uvildig og letforståelig viden om sundhed på de platforme, hvor danskerne søger viden om sundhed, har vi valgt ikke at have reklamer og bannerannoncer, og vi er således ikke afhængige af, at brugerne skal se indholdet på sundhedstv.dk for at sikre klik til annoncørerne. Det giver os mulighed for at kunne dele indholdet bredt og således nå brugerne dér, hvor de er.

SundhedsTV søger fonds- og puljemidler til at finansiere indholdet. Og SundhedsTV modtager også sponsorater fra virksomheder eller organisationer. For at sikre åbenhed og gennemsigtighed i forhold til vores finansiering kan en liste over alle nuværende sponsorer ses her.

Ingen sponsorer har indflydelse på valg af vinkler, indhold, anbefalinger eller valg af medvirkende – hverken eksperter, patienter eller pårørende. Dette bestemmes alene og uafhængigt af SundhedsTVs redaktionslæge i samarbejde med de enkelte ad hoc-redaktioner ud fra sundhedsfaglige og videnskabelige hensyn samt ovenstående redaktionelle principper.

Sponsorer har alene indflydelse på, hvilke af de overordnede sygdomsområder og temaer som SundhedsTV egenhændigt har udvalgt, sponsoratet går til. Bliver redaktionen kontaktet af en sponsor, som gerne vil finansiere et sygdomsområde eller et tema, beslutter den sundhedsfaglige redaktion, om emnet skal dækkes ud fra ovenstående redaktionelle principper og efter samme vurdering, som når redaktionen tager emner op af egen drift. 
Sponsorater gør det muligt for SundhedsTV at give borgere, patienter og pårørende informationen, dér hvor de er. Men den sundhedsfaglige redaktion på SundhedsTV arbejder helt uafhængigt af de enkelte sponsorer efter de redaktionelle principper som beskrevet ovenfor.

Det er SundhedsTVs redaktionslæge, der udvælger de medvirkende fagpersoner. Klinisk arbejdende læger, sygeplejersker, tandlæger og farmaceuter medvirker kun i indhold sponsoreret af lægemiddel- og medicovirksomheder, såfremt Lægemiddelstyrelsen godkender deres tilknytning til lægemiddelvirksomheden. Tilknytningsforhold offentliggøres på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside. Medvirkende fagpersoner modtager honorar for deltagelse i SundhedsTVs produktioner.

Der kan ud fra både sundhedsfaglige og etiske hensyn være partnere, som SundhedsTV ikke samarbejder med. SundhedsTVs redaktion udvælger derfor nøje de sponsorer og indholdspartnere, der samarbejdes med.

Ejerforhold

SundhedsTV ApS er stiftet og ejet af Advice A/S. SundhedsTV er en selvstændig virksomhed med fuld redaktionel autonomi og uafhængighed.

Formålet med SundhedsTV: Troværdig og tilgængelig viden om sundhed og sygdom

Sundhed giver tryghed. Hvis vi er sunde og raske, kan vi klare næsten alt. Så måske er det ikke så overraskende, at sundhed er det emne, som allerflest danskere interesserer sig for. Næsten alle er i løbet af et år i kontakt med sundhedsvæsenet en eller flere gange. Om stort og småt. Rigtig mange har googlet symptomer og diagnoser inden mødet med lægen, ligesom vi ofte går hjem og læser mere om behandlinger og lindring. Og så er der selvfølgelig alle de gange, vi bare har brug for et godt råd om mindre gener.

Derfor er der brug for overskuelig og korrekt viden om sundhed og sygdom til alle. Både for at give tryghed til den enkelte og for at understøtte sundhedsvæsenet, hvor der er travlt og behov for at kunne fokusere på det vigtigste. Men også, fordi den øgede mængde sundhedsinformation har gjort det sværere at gennemskue, hvad der er myter eller halve sandheder – og hvad der faktisk er korrekt og videnskabeligt bevist.

SundhedsTV er et digitalt og videobaseret samlingssted for sundhedsinformation med en vision om at sætte en ny standard for lettilgængelig, faglig formidling på tværs af alle aktører i sundhedsvæsenet. SundhedsTV tilbyder troværdig og relatérbar viden om de mest udbredte emner inden for sundhed. Fra myter om lus til diagnosticering af kroniske sygdomme. Vi formidler i korte video-formater, som gør emnet letforståeligt, og vi gør en dyd ud af at give seeren håb og mulighed for at handle – hvad enten det handler om gode råd til, hvordan du giver dit lille barn medicin eller gerne vil høre andre fortælle, hvordan det er at leve med en kronisk og måske alvorlig diagnose.

SundhedsTV er en online tv-kanal på eget website, men de fleste danskere vil møde os dér, hvor de er i forvejen: på Facebook, på Google, på YouTube og på andre websites. Med SundhedsTV er troværdig viden om sundhed og sygdom tilgængelig for alle.

emblem

SundhedsTV har tilsluttet sig ‘Kodekset for god sundhedsformidling’ og er i den forbindelse blevet tildelt ovenstående emblem. Kodekset har til formål at højne kvaliteten af sundhedsformidlingen i samfundet. SundhedsTV er sat i verden for at formidle troværdige budskaber om sundhed og sygdom, og platformen skal derfor bidrage til at forbedre danskernes mulighed for at finde rundt i de enorme mængder af information, der er at finde på internettet i dag. Vi bestræber os på at leve fuldt op til kodeksets seks retningslinjer for fagpersoner på sundhedsområdet.

Mød holdet bag

Merete Arentoft

CEO
+45 25 57 21 13
merete@sundhedstv.dk

Andreas H. Mølleskov

CCO
+45 53 72 74 56
andreas@sundhedstv.dk

Ida Donkin

Redaktionslæge
ida@sundhedstv.dk

Produktionsleder

Joachim Vorting

Producer
joachim@sundhedstv.dk

Lærke Sommerlund

Digital redaktør
laerke@sundhedstv.dk

Anne Munk Damgaard

Redaktionsmedarbejder
anne@sundhedstv.dk

Natasja Qvist Geysner

Medierådgiver

Anders Pankoke

Dataanalytiker

Kontakt

Ønsker du at bidrage til sundheds- og sygdomsoplysning på sundhedstv.dk som enten sponsor eller indholdspartner, er du velkommen til at skrive til kontakt@sundhedstv.dk. Her modtager vi også gerne ris, ros, spørgsmål og kommentarer fra brugere. SundhedsTV besvarer ikke sundhedsfaglige spørgsmål. Vi henviser i stedet til at kontakte egen læge.

Pressehenvendelser skal ske til direktør Merete Arentoft på tlf. 25 57 21 13.

Læs vores privatlivspolitik og cookiepolitik her