RAMT AF HS – bylder i huden

“Jeg forsøgte at ignorere, at jeg havde en krop”

Dette afsnit handler om hudsygdommen HS, der kan give bylder de steder på kroppen, hvor hud møder hud – det kan for eksempel være i armhulerne eller i lysken. Tilstanden kan være smertefuld og er desuden enormt tabubelagt.

Det starter typisk med en enkelt byld, som går væk af sig selv. Men med tiden opstår der flere og større bylder, der skaber problemer med knudrede arvæv.


Del 1: 62-årige Bente fortæller, hvordan hun siden teenageårene har kæmpet smertefulde bylder, som hun ikke kunne få væk. Sygdommen holdt hende tilbage og gjorde hende meget blufærdig, fordi hun frygtede, hvad andre ville tænke. I dag taler hun åbent om sin sygdom, for at udbrede viden og nedbryde tabuet.

Del 2: 22-årige Trine skulle forbi en række forskellige læger, før hun i foråret 2023 fandt ud af, at hun har hudsygdommen HS. I podcasten fortæller Trine om sit forløb og hvordan hun håndterer den til tider smertefulde sygdom i en hverdag, hvor hun også skal finde overskud til at være sammen med sine venner, passe sit studie og gå på arbejde.

OM HIDROSADENITIS – BYLDER I HUDEN

Hidrosadenitis (HS) er en kronisk inflammatorisk tilstand i huden omkring hårfolliklerne, der typisk giver gentagne udbrud af betændte bylder i hudens folder. Typisk opstår det i armhulerne eller lysken, men HS kan også dannes andre steder på kroppen, hvor hud gnider mod hud fx under og omkring brysterne og omkring endetarmsåbningen.

Årsagen til HS

Man kender ikke de fuldstændige mekanismer bag HS endnu, men man ved, at inflammationen er det centrale, og at det blokerer eller aflukker hårfolliklerne, og at det desuden aktiverer nogle celler i immunforsvaret.

De første udbrud ser man typisk hos unge mennesker. Sygdommen er arvelig, og der ser ud til at være en større forekomst blandt overvægtige og rygere. Man ved desuden, at dobbelt så mange kvinder som mænd har sygdommen.

Det er vigtigt at understrege, at tilstanden ikke skyldes dårlig hygiejne, men er en forandring i huden (inflammation).   

Hvad er symptomerne på HS?

HS viser sig som gentagne smertefulde knuder, bylder, hævelse i huden og ardannelse i hudens folder. Tilstanden giver smerter, og der kan komme pus ud af bylderne. Udbrud på vej eller ar efter tidligere bylder vil ofte kunne mærkes som knuder dybt i huden.

HS kan findes i forskellige sværhedsgrader, men typisk er udbruddene tilbagevendende.

» Du kan læse mere om symptomerne og livet med HS her.

Behandling af HS

Der er flere forskellige former for behandling, alt efter sygdommens sværhedsgrad.

Basisbehandlingen består af forskellige cremer med antibiotika, som kan påsmøres på det angrebne hudområde. I lette tilfælde kan det holde sygdommen i bero.

I tilfælde af større udbrud kan lægen supplere eller erstatte den lokale behandling med tabletbehandling evt. kombineret med en specialistbehandling eller biologisk behandling.

Der findes også kirurgisk behandling, hvor man opererer bylderne og på den måde afhjælper symptomerne, som kan være meget generende. Nogle må opereres gentagne gange, fordi bylderne kommer igen og igen.

Da det kan være en smertefuld tilstand, kan det være nødvendigt også at supplere med smertestillende medicin.

Dette afsnit er redigeret af
Redaktionslæge, Mads Koch Hansen


» Hør alle afsnit af podcastserien ‘Ramt af livet’ her

All rights reserved Sundhedstv