RAMT AF HUSSTØVMIDEALLERGI

“I de perioder jeg er nede, er det mentalt hårdt”

Husstøvmideallergi er en overfølsomhedsreaktion, der udløses ved kontakt med husstøvmider, der findes overalt i hjemmet. Hvis man er alvorligt ramt, stiller det store krav til rengøring og udluftning.


37-årige Jon fik konstateret husstøvmideallergi, da han var 5 år gammel. I barndommen kunne allergien begrænse ham i at deltage i fodbold eller lejrture. Men i dag lever han fint med sin allergi, så længe han tager sine forholdsregler og husker sin medicin.

OM HUSSTØVMIDEALLERGI

Det vides ikke præcist, hvor mange der er ramt af husstøvmideallergi. Men 20-30% af den voksne befolkning har høfeber og hos en del af dem vil der være tale om husstøvmideallergi. Der er også et stort ”mørketal” hos dem, der er ramt af husstøvmideallergi, fordi mange er blevet så vant til tæt næse og snøften, at de betragter det som normalt.

Det er ikke normalt at have tæt næse og snøfte året rundt. Din læge kan undersøge, om det skulle være husstøvmideallergi og samtidig give dig en effektiv behandling.

Redaktionslægen om husstøvmideallergi

Husstøvmider er små dyr, som man ikke kan se med det blotte øje. De lever af hår og skæl fra mennesker og dyr og trives bedst i varme og høj luftfugtighed. De lever derfor rigtig godt i vores senge, hvor der både er mad, høj luftfugtighed og en lun temperatur. Mange oplever derfor særlig udtalte symptomer på husstøvmideallergi, når de har opholdt sig lang tid i sengen.

Symptomer på husstøvmideallergi

De typiske symptomer ved allergi overfor husstøvmider er:

  • Gentagen nysen og stoppet næse
  • Kløende og løbende næse
  • Kløende, rindende og røde øjne
  • Åndedrætsbesvær med hvæsende vejrtrækning og hoste 

De fleste med husstøvmideallergi har også symptomer som træthed, slaphed og hovedpine.

Hvornår skal man kontakte sin læge?

Der er uden tvivl mange, der har husstøvmideallergi, uden at de ved det. De er blevet vant til at næsen er tæt og at de snøfter og hoster – ”sådan har det jo altid været”. Men det kan være husstøvmideallergi.

Så hvis du mistænker husstøvmideallergi – har helårs snue eller astma – bør du kontakte din læge, for at finde ud om det drejer sig om allergi eller noget andet.

Hvordan stilles diagnosen?

Mistanken om husstøvmideallergi opstår som regel, når man har:

  • Symptomer på høfeber (det kan være tæt næse, nysen, løbenæse, røde og kløende øjne) og man har dem året rundt – også når der ikke er pollen i luften.
  • Symptomer på astma med hvæsende vejrtrækning og hoste.
  • Eller forværring af kendt astma.

Som regel er det nødvendigt med en allergitest for at stille diagnosen. Det kan enten være en blodprøve eller en priktest.

  • Ved en priktest sprøjtes små mængden af husstøvmide ind under huden. Hvis man er overfølsom over for husstøvmider, vil lægen direkte kunne se en hævelse der, hvor husstøvmiderne blev sprøjtet ind.
  • Ved en blodprøve kan lægen måle sig frem til, om man er overfølsom over for husstøvmider.

Hvordan kan lægen behandle husstøvmideallergi?

De fleste med husstøvmideallergi er især generet af den tætte næse og besvær med vejrtrækningen. Lægen kan udskrive en næsespray med en lille smule binyrebarkhormon mod den tætte næse og en forebyggende astmaspray mod hoste og hvæsende vejrtrækning.

Hvis næsespray og astmamedicin ikke hjælper, kan man overveje allergivaccination.

En allergivaccination kan gives som injektioner eller med tabletter:

  • Ved injektionsbehandling starter man med en injektion én gang om ugen i 15 uger. Derefter kommer man til behandling én gang hver 6.-8. uge i tre år. Injektionsbehandling foregår som oftest hos allergilæger eller øre-næse-hals-læger.
  • Ved tabletvaccination skal man tage én tablet om dagen hjemme hos sig selv i tre år. Tablet behandling kan gennemføres sammen med den praktiserende læge.

Langt de fleste med husstøvmideallergi har god effekt af en allergivaccination og virkningen holder i mange år.

Dette afsnit er redigeret af
Speciallæge i almen medicin, Bjarne Lühr Hansen


» Vil du vide mere om allergi overfor husstøvmider, kan du læse videre her

» Hør alle afsnit af podcastserien ‘Ramt af livet’ her

All rights reserved Sundhedstv