SundhedsTV Undersøger

Metode

Formål

Formålet med undersøgelsen er at belyse, hvordan pollen- og/eller husstøvmideallergi – påvirker livskvalitet, søvn, stress, arbejds- og skoleliv, symptomer, behandling og diagnosticering blandt voksne og børn i Danmark.

Undersøgelsen skal bidrage med viden om, hvordan allergisygdomme opleves i hverdagen, og skabe grundlag for oplysning og formidling.

Dataindsamling og respondenter

Undersøgelsen blev gennemført som en online spørgeskemaundersøgelse via Google Forms i perioden 10. september til 6. oktober 2025.

I alt deltog 728 respondenter. Heraf var 538 voksne, som besvarede spørgeskemaet på egne vegne, og 190 forældre, som svarede på vegne af deres barn.

Blandt de voksne respondenter angav:

  • 257 at have både pollen- og husstøvmideallergi
  • 219 at have husstøvmideallergi alene
  • 58 at have pollenallergi alene
  • 4 ingen af disse allergier

Blandt forældrene (der svarede på vegne af deres barn) angav:

  • 87 at barnet havde både pollen- og husstøvmideallergi
  • 90 at barnet havde husstøvmideallergi alene
  • 12 at barnet havde pollenallergi alene
  • 1 at barnet ikke havde nogen af disse allergier

Respondenterne blev rekrutteret via SundhedsTV’s platforme og samarbejdspartnere og har deltaget frivilligt. Dataindsamlingen repræsenterer derfor ikke et tilfældigt udvalgt udsnit af befolkningen, men giver et reelt og erfaringsbaseret indblik i oplevet sygdomsbyrde blandt personer med diagnosticeret pollen- og/eller husstøvmideallergi.

Spørgeskema

Spørgeskemaet bestod af 14 spørgsmål om bl.a.:

  • Allergitype (pollen, husstøvmide, begge)
  • Symptomer og varighed
  • Påvirkning af søvn, energi, stress og daglig funktion
  • Betydning for skole-, studie- og arbejdsliv
  • Oplevelse af diagnosticering og behandling
  • Brug af medicin og symptomlindrende tiltag

Spørgsmålene blev besvaret enten via 5-punktsskalaer eller multiple choice (hvor kategorien “ingen af delene” indgik).

Svarskalaen for påvirkning blev tolket som:

1 = Slet ikke påvirket

2 = I mindre grad

3 = I nogen grad

4 = I svær grad

5 = I meget svær grad påvirket

Databehandling og analyse

Alle data er behandlet med deskriptiv statistik (gennemsnit, median og procentfordelinger).

Analysen er udført som en multiple response-analyse (mutually inclusive), hvilket betyder, at respondenter med både pollen- og husstøvmideallergi indgår i begge kategorier.

Dette valg af metode er truffet for at kunne beskrive oplevelserne i hver allergigruppe uden at udelukke deltagere med kombineret allergi.

  • Der er desuden udregnet:
  • Gennemsnitlige skala-scorer (1–5)
  • Andele med høj grad af påvirkning (svar 4–5)
  • Sammenligninger mellem voksne og børn, hvor datagrundlaget tillod det.

Datavalidering og kvalitetssikring

Spørgeskemaet var konfigureret, så deltagere først kunne indsende deres besvarelse, når alle 14 spørgsmål var udfyldt. Dette bidrog til en høj datakomplethed og reducerede behovet for efterfølgende eksklusion af ufuldstændige besvarelser. Alle analyser er udført af SundhedsTV’s redaktion.

Analytisk tilgang: multiple response-analyse (mutually inclusive)

Analysen er baseret på en multiple response-metode (mutually inclusive), som anvendes, når respondenter kan angive flere relevante svarmuligheder inden for samme tema – i dette tilfælde allergityper.

Formålet med denne tilgang er at muliggøre en mere retvisende beskrivelse af sygdomsbyrden i hver allergigruppe, også når der forekommer overlap mellem typerne.

I praksis betyder det, at der er gennemført to parallelle analyser:

  • Én for pollenallergi, som omfatter alle respondenter, der har angivet pollenallergi – herunder også dem, der har svaret, at de både har pollen- og husstøvmideallergi.
  • Én for husstøvmideallergi, som tilsvarende inkluderer både respondenter med husstøvmideallergi alene og dem, der har angivet begge allergityper.

Respondenter, der har rapporteret at have begge allergier, indgår dermed i begge analyser.
Dette valg af metode er truffet for at kunne beskrive konsekvenser, symptombelastning og livskvalitet inden for hver allergikategori uden at udgrænse personer med kombinerede allergiformer. Metoden bruges hyppigt i spørgeskemaundersøgelser, hvor formålet er beskrivende frem for komparativt, og hvor det er vigtigt at afspejle den reelle fordeling og overlappende forekomst af helbredstilstande i befolkningen.

Ved fortolkning af resultaterne skal det bemærkes, at grupperne ikke er statistisk uafhængige, og at analyserne derfor ikke kan anvendes til direkte sammenligning mellem pollen- og husstøvmideallergi.

Tilgangen giver dog et mere fyldestgørende billede af den samlede sygdomsbyrde, særligt for de personer, der oplever samtidige allergier og dermed potentielt højere grad af symptombyrde, medicinforbrug og påvirkning af livskvalitet.

Etik og datasikkerhed

Undersøgelsen er gennemført i overensstemmelse med GDPR og gældende regler for behandling af persondata. Ingen personhenførbare oplysninger er indsamlet, og alle svar er behandlet anonymt og fortroligt. Deltagelse har været frivilligt.

Fortolkning og begrænsninger

Resultaterne beskriver selvrapporterede oplevelser af allergi og skal ikke fortolkes som kliniske målinger. Da data er indsamlet gennem selvselektion, kan der forekomme bias i form af overrepræsentation af personer med sværere symptomer eller større behandlingsinteresse.

Derudover gælder:

  • Statistisk uafhængighed: Overlap mellem grupper (pollen og husstøv) betyder, at resultater ikke kan sammenlignes direkte mellem kategorierne.
  • Selvrapporterede diagnoser: Allergityper og behandlingsstatus er ikke valideret via lægefaglig dokumentation.
  • Fortolkning af skalaer: Subjektiv vurdering af begreber som “livskvalitet” og “stress” kan variere mellem respondenter.

På trods af disse forhold vurderes undersøgelsen at have høj indholdsvaliditet og relevans for praksis, idet den belyser reelle oplevelser og udfordringer for personer med allergi i Danmark

All rights reserved Sundhedstv