- Læs transskription af filmen
-
De gange, hvor Adam har haft øjenbetændelse, der bliver øjnene helt snaskede til. Han har haft det i et år ad gangen. Jeg tror ikke, han har haft det på begge øjne samtidig.
To former for øjenbetændelse
Af rent praktiske årsager deler vi det tit op i det, vi kalder for en mild øjenbetændelse, og en svær øjenbetændelse. Hvis du har den milde form, så vil du oftest mærke det ved, at dit øje kan blive en lille smule rødt og blive lidt generet. Og så vil du tit have noget pus, der sidder i øjenkrogene. Særligt når du har sovet.
Ved den sværere, vil du være noget mere påvirket af det. Som oftest ser vi, at øjet faktisk bliver rigtigt rødt omkring. Du kan være lyssky, og du kan have ondt omkring øjet. Og så vil det tit drive af pus.
Jeg tror, jeg har haft øjenbetændelse to gange. Jeg vågnede om morgenen, og så var mit øje simpelthen klistret helt sammen, og jeg kunne slet ikke åbne det.
Hvordan smitter øjenbetændelse?
Fordi det er en meget smitsom lidelse, så er det noget, man ser hos både børn og voksne. Men rigtigt tit hos børn i vuggestue-alderen, fordi de jo er meget tæt sammen.
Det smitter ret let. Derfor er det vigtigt ikke at gå og gnide sig i øjnene hele tiden. I det hele taget skal man holde hænderne lidt væk fra hovedet.
I skal være opmærksomme på, at det er en dårlig idé at bruge kontaktlinser. Hvis du har øjenbetændelse, så kan det blive til en rigtigt voldsom infektion. I skal lade være med at bruge andres mascara. Der vil også kunne komme bakterier, der smitter derigennem. Lad være med at dele håndklæder, og i det hele taget hold nallerne væk fra ansigtet.
Det gør rigtigt ondt, og det føles som om, at man har noget siddende fast inden i øjet. Det føles lidt som at have grus i øjet.
Jeg kunne næsten ikke se ud af øjet. Jeg kunne ikke holde det åbent, fordi det blev ved med at klistre sig sammen. Det var generet indtil jeg fik noget medicin for det.
Gode råd til behandling
Hvis du eller dit barn får mild øjenbetændelse, så er det noget i sagtens kan klare derhjemme selv. Det handler om, at have en rigtigt god hygiejne, så man ikke får givet smitten videre til det andet øje. Sørg for at rense øjet, så I får fjernet det gullige pus, der kan sidde, som klatter i øjnene. Det gør I egentlig lettest ved at bruge en vatrondel og noget vand, og sørge for at få det væk.
Hvornår bør man kontakte lægen?
Hvis du har øjenbetændelse, og du oplever, at dit øje er meget rødt, at det driver med rigtigt meget pus, hvis du har ondt i øjet, er meget lyssky eller har svært ved at se, når du også har blinket pusset væk, så er det en rigtigt god idé at kontakte din læge. Så kan det være, at du skal opstarte medicinsk behandling for det.
Hvis du har et nyfødt barn, altså et barn under fire uger, som får øjenbetændelse, så er det rigtig vigtigt, at I får snakket med lægen om det, fordi det så kan skyldes en infektion, der er kommet i forbindelse med selve fødslen.
I videoen forklarer læge Ida Donkin om den milde og den svære øjenbetændelse samt om symptomer og behandling af øjenbetændelse. Videoen præsenteres i samarbejde med Læger Formidler.
I samarbejde med