Osteoporose

Sådan beskriver Connie chokket, da hun i 2022 fik diagnosen svær knogleskørhed, også kaldet osteoporose, trods et sundt liv med daglig motion, kalktabletter og mælk i glasset. Hun havde aldrig forestillet sig, at hun kunne være i risikozonen. Men sygdommen var allerede tæt på. Hendes mor, mormor, moster og søster havde alle haft brud og sammenfald i ryggen. Det var bare ikke noget, familien talte om. Først da søsteren kom alvorligt til skade i et busfald, begyndte Connie at forstå, at osteoporose ikke nødvendigvis handler om livsstil, men ofte om arv.

Sygdommen var tættere på, end hun troede.

I Connies familie er osteoporose ikke fremmed. Hverken for hendes mormor, mor, moster eller søster. Men sygdommen blev aldrig nævnt. Det var ikke noget, de talte om, ikke engang da brud og sammenfald i ryggen begyndte at dukke op. Først da Connies lillesøster brækkede flere ryghvirvler efter et mindre stående fald i en bus, begyndte brikkerne at falde på plads. ”Jeg blev virkelig forskrækket. Hvordan kunne det gå så galt?” siger Connie. Søsterens oplevelse var så voldsom, at lægerne anbefalede scanninger til både Connie og deres mor. 

Et svar, der vendte op og ned på alt

Da Connie sad i venteværelset og skulle scannes, regnede hun ikke med at fejle noget. Hun levede jo sundt. “Jeg tænkte: Det har jeg da ikke. Hvorfor skulle jeg have det?”. Men da resultaterne kom, stod det klart: Hun havde svær osteoporose. “Jeg blev jo forskrækket,” fortæller hun. Især fordi hun havde følt sig sund og stærk. “Jeg havde jo gjort alt det rigtige, og alligevel sad jeg der med en diagnose, jeg ikke havde set komme.”

Men osteoporose viser sig netop ofte ved, at man får brud ved fald, der ellers ikke burde resultere i skader. Og for Connie har sygdommen været en brat opvågning til, at kroppen ikke nødvendigvis gør, som man forventer.

» Lyt også til vores podcast ‘Læge til Læge’ om osteoporose 

Brud uden advarsel

Connie husker tilbage på to tidligere brud, som aldrig blev koblet til osteoporose: Et håndled, der brækkede under en løbetur på glat underlag og et fald i sin mands sko på græsset, hvor hun vred om på anklen. ”Det var jo ulykker, som alle kunne have fået”, siger hun. Ingen pegede på, at der kunne være en underliggende sygdom bag – ikke engang lægerne. Men det var netop de uventede brud, der burde have givet en mistanke.

En ny måde at leve på

Efter diagnosen begyndte Connie at undersøge alt, hun kunne komme i nærheden af. Hun ville forstå, hvad der var gået galt, og hvad hun selv kunne gøre. Hun havde jo allerede taget sine vitaminer og passet på sig selv. 

Men det blev også klart, at livet skulle leves med større omtanke. ”Jeg er ikke den, der møder ind til en flytning mere,” siger Connie med et smil, der vidner om, at hun har måttet justere sine grænser. Også hendes børn bemærkede ændringerne og blev bekymret på hendes vegne: ”En af mine drenge sagde, at jeg måske ikke skulle cykle ude i skoven mere.”

Et fald, der sendte Connie på operationsbordet

En vinterdag i 2024 skulle Connie tænde lyset i et hjørne på sin arbejdsplads. Hendes ben satte sig fast mellem to stakke af skamler. Sandalernes spænder holdt fødderne fast, og da hun vendte sig, kunne hun ikke tage fra. Hun faldt tungt på venstre side. Det gjorde ondt, men hun rejste sig og gik op for at skrive nogle noter og holde et møde med nogle forældre. Først da hendes leder så på hende og insisterede, gik det op for Connie, at noget var galt.

Men i stedet for at tage på skadestuen, tog hun alligevel hjem, for i radioen meldte de om kaos på grund af en snestorm, som gav overbelægning på hospitalet i Aarhus. Hun lagde sig derfor på sofaen med is på benet og håbede på, at det gik over.

Det gjorde det ikke.

Men dagen efter gik det stærkt.  Da hun henvendte sig hos sin egen læge, blev hun sendt direkte til hospitalet. Her blev hun røntgenfotograferet, der viste et brud på lårbenet og spurgt, hvornår hun sidst havde spist. For hun skulle opereres med det samme. Mens hun ventede fastende på sin operation, lyttede hun til andres historie og undrede sig, for hun havde jo været ude at løbe for bare et par dage siden. Operationen gik hurtigt. Tre skruer samlede bruddet i låret. Hun var lettet og overrasket over, hvor alvorligt det hele faktisk var: ”Selvom det kan lyde naivt, så kan det stadig overraske mig, hvor skrøbelige mine knogler egentlig er, og at et enkelt fald kan få så store konsekvenser”, siger Connie. ”Det strejfede mig på intet tidspunkt, at jeg kunne have brækket lårbenet.”

Et kald til opmærksomhed

“Hvis min søster ikke var faldet i bussen, havde jeg måske aldrig fundet ud af det,” siger Connie. I dag er hun opmærksom på at passe på sig selv, tage sin medicin og styrke sine knogler. Alligevel holder Connie fast i det aktive liv, bare på en ny måde. ”Jeg cykler stadig, men jeg tager ikke de samme risici som før. Hvis jeg ser en glat sten, så undgår jeg den. Jeg behøver ikke at kravle op øverst, det kan jeg godt få nogle andre til.”

Hun håber, at hendes åbenhed kan være med til at bryde den tavshed, der stadig omgiver sygdommen i mange familier. For med rettidig opsporing og behandling er der meget, man kan gøre. Osteoporose er ikke bare en del af alderdommen, det er en sygdom, der kræver opmærksomhed, også når man er midt i livet og tror, at man gør alt det rigtige.