EN KOLD LUNGEBETÆNDELSE ER IKKE KOLD

Dette indlæg er opdateret: 21/10/2020
Forfatter: Bjarne Lühr Hansen (Læge og ph.d.)

I de seneste måneder har jeg i min praksis fået mange henvendelser fra patienter, der er bange for, at de har fået en kold lungebetændelse. Typisk klager de over langvarig og tør hoste. Mit første spørgsmål er altid: Har du feber? Svarer patienten nej, så er det ikke lungebetændelse og heller ikke kold lungebetændelse. Mange tror, at tilnavnet ‘kold’ betyder, at det er en lungebetændelse uden feber. Men det er ikke rigtigt.

Lad mig slå det helt fast: Alle med lungebetændelse har feber! Så, er du plaget af langvarig, tør hoste og gerne vil vide, om det kan være en kold lungebetændelse? Så skal du måle din temperatur og er den under 38 C, ja så har du det ikke.

Men hvad er en kold lungebetændelse egentlig?

Den kolde lungebetændelse skyldes en infektion i lungerne med en bestemt bakterie (Mycoplasma pneumonia). Den rammer især yngre og midaldrende om efteråret og vinteren. De typiske symptomer er langvarig tør hoste og feber. Der findes ikke nogen bestemt prøve eller undersøgelse, der med sikkerhed kan sige, at det drejer sig om en kold lungebetændelse.

I de fleste tilfælde får lægerne mistanke om det, fordi den penicillin, de har udskrevet mod lungebetændelse, ikke hjælper. Penicillin virker nemlig ikke mod den kolde lungebetændelse. Så udskriver de en anden slags antibiotika, som så hjælper.

Lad mig slå det helt fast: Alle med lungebetændelse har feber!

Hvorfor kalder man lungebetændelsen for kold, når der nu er feber?

Det er en udbredt misforståelse, at tilnavnet ‘kold’ har noget med temperaturen at gøre. Forklaringen er, at når du bliver ramt af den kolde lungebetændelse, vil din krop danne antistoffer, der angriber bakterierne. De antistoffer, du danner, har den særlige egenskab, at de klumper sammen, når de udsættes for kulde. Deraf betegnelsen kold lungebetændelse.

Er den kolde lungebetændelse særlig farlig?

Nej, tværtimod. Denne form for lungebetændelse er slet ikke så farlig som pneumokok-lungebetændelsen (se mere om pneumokok-lungebetændelse her). Det er yderst sjældent, at nogen dør af den kolde lungebetændelse. Men det er en langvarig sygdom, som kan genere i flere uger. Så kontakt din læge, hvis du har feber og hoster. Der findes effektiv behandling af den.

Kan jeg blive vaccineret mod lungebetændelse?

Du kan blive vaccineret mod pneumokok-lungebetændelse og influenza. Men vi har ingen vaccine mod kold lungebetændelse.

Bjarne Lühr Hansen

Bjarne Lühr Hansen
Bjarne er speciallæge i almen medicin og har haft sin egen lægepraksis gennem 25 år. Samtidig har han i mange år arbejdet med formidling af aktuelle og relevante sundhedsemner blandt andet gennem tekstforfatning til sundhed.dk. Formidling af sundhed og sygdom har været den røde tråd i hans arbejde både som forsker, underviser og læge.
All rights reserved Sundhedstv