RAMT AF KOL

“Åndenøden giver panik – dét er det værste”

KOL står for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. Sygdommen udvikler sig snigende over mange år og giver åndenød, slim, hoste og infektioner i lungerne.

62-årige Anne fik konstateret KOL for 10 år siden og lever nu med en lungekapacitet på under 50%. Da Anne fik diagnosen, stoppede hun straks med at ryge, begyndte at træne og er blevet så glad for det, at hun nu underviser andre lungepatienter. Anne prøver at holde fast i et positivt sind, men indimellem indhentes hun alligevel af angst, især når det er svært at trække vejret.

OM KOL

I Danmark lever omkring 320.000 mennesker med KOL, men det er kun ca. halvdelen, der er diagnosticeret.

Tobaksrygning er den største årsag til KOL og er ansvarlig for ca. 85 % af alle tilfælde. Ca. 25% af rygere udvikler moderat eller svær KOL. Man kan dog også blive ramt af KOL, selvom man ikke ryger, f.eks. hvis man er udsat for meget støv eller røg gennem sit erhverv.

Redaktionslægen om KOL

Kronisk obstruktiv lungesygdom giver nedsat luftflow i lungerne og problemer med at trække vejret.

Hvad er symptomerne på KOL? 

De typiske symptomer er:

  • Åndenød der snigende forværres
  • Kronisk hoste og slim
  • Hyppig infektion eller forsnævring af luftvejene

Det er langt fra alle med hoste, der har KOL. Men hvis man har røget og har tendens til åndenød og kronisk hoste, bør man søge læge.

Hvordan er behandlingsforløbet? 

Der findes flere gode muligheder for at bremse udviklingen og lindre symptomerne. Den individuelle behandling vil afhænge af sværhedsgraden og ske i samråd med lægen.

De tre vigtigste behandlingsformer er rygestop, træning og medicin:

1. Rygestop vil være den første anbefaling, da det er vigtigt at reducere eksponering for mere skade. Dødeligheden er høj, hvis man fortsætter med at ryge.

2. Der er også stor evidens for at et aktivt liv er gavnligt for KOL-patienter. Regelmæssig fysisk træning, hvor man bliver let forpustet, er sundt for både det fysiske og psykiske helbred – uanset om det er styrketræning, dans, gåture, cykelture eller løbeture.

3. Lægen har desuden forskellige medicinske muligheder for at reducere forværringer, forebygge komplikationer og lindre symptomer. Behandlingen vil variere alt efter, hvilken sværhedsgrad af KOL, man har. Generelt er det vigtigt, at man som KOL-patient passer sin medicin.

» Se mere om behandling af KOL her.

Livet med KOL 

Hvor meget ens liv påvirkes af KOL vil variere afhængigt af, om man har mild, moderat eller svær KOL. Det handler om at finde en balance, man synes virker.

Fælles for alle sværhedsgrader er dog, at man bør passe ekstra godt på sine lunger. Det gør man bedst ved at holde sig fra rygning, tage sin medicin korrekt og gå til årlig kontrol med pusteprøve hos egen læge. Man kan desuden forbedre sin vejrtrækning og livskvalitet ved at træne sin krop og sit åndedræt.

Dette afsnit er redigeret af
Redaktionslæge, Mads Koch Hansen

» Få mere viden om KOL hos Lungeforeningen.


» Hør alle afsnit af podcastserien ‘Ramt af livet’ her

All rights reserved Sundhedstv