SundhedsTV
    • Forside
    • Sundhed og sygdom
    • Temaer
    • Podcast: Ramt Af Livet
    • Podcast: Læge til læge
    • Podcast: NURSE
    • Artikler & Nyheder
    • Lægens Blok
    • Om Sundhedstv
    • Søg
    • Menu
    SundhedsTV / Allergi
    Læs transskription af filmen

    Hvordan opstår allergi?

    Allergi kommer, når kroppens immunforsvar overreagerer. Det gør det mod ting i vores omgivelser, som vi ellers normalt er vant til at være tæt på. Det kan være pollen, det kan være hundehår, det kan være husstøvmider.

    Da jeg var mindre, og op i mine teenageår, der var jeg allergisk overfor tomater og klementiner. Det medførte, at jeg fik noget udslet omkring munden. Huden omkring mine læber begyndte at svulme op og så blev det rødligt. Når jeg brugte creme, så begyndte det at udtørre, som hvis man har tørre læber, og det begyndte at skalle af.

    Hvad er de typiske symptomer på fødevare-allergi?

    Hvis du er allergisk overfor fødevarer, vil du oftest opdage det ved maveonde eller opkast og nogle gange kan du være så uheldig, at det er luftvejene der påvirkes, fordi du hæver op i halsen. Det kan være i sådan en grad, at det kan være livsfarligt, så hvis du oplever at dit barn, eller en voksen i din nærhed, får svært ved at trække vejret, så skal du ringe 112 med det samme. Det er vigtigt, at der er nogle læger, der kan hjælpe med en behandling.

    Hvad er de typiske symptomer på luftbåren allergi?

    Hvis du er allergisk overfor luftbårne stoffer, altså ting der flyver rundt i luften, som eksempelvis pollen og dyrepels, så vil du oftest opleve det ved, at dine øjne og din næse bliver påvirket. Du vil opleve, at din øjne bliver røde, begynder at klø og løber i vand. Din næse bliver irriteret og producerer meget løst snot, og du vil begynde at nyse.

    Jeg blev testet for, hvilken allergi jeg havde, ved at tage til lægen, hvor der blev lavet en klassisk stikprøvekontrol med citrusfrugter, som gav størst udslag ved tomater og klementiner.

    Hvad skal du gøre, hvis du er allergisk?

    Hvis du sammen med lægen finder ud af, at du har allergi, og hvad du er allergisk overfor, så er det en god idé, at du fremover forsøger at undgå at komme i kontakt med de stoffer, der kan give dig allergi. Man kan dæmpe symptomerne på allergi ved at bruge allergipiller, som kan fås på apoteket. Det er det, der hedder antihistaminer.

    Hvis du er meget generet af øjensymptomer, så kan du benytte dig af øjendråber fra apoteket, og er det næsen, den er mest gal med, så kan du få det som næsespray.
    I videoen fortæller læge Ida Donkin om allergi, og hvad man skal være opmærksom på, hvis man har allergi. Videoen præsenteres i samarbejde med Læger Formidler. 
    • Har dit barn allergi?
      Allergisk reaktion hos børn
    • Bi- og hvepsestik
      Bi- og hvepsestik

    Allergi

    Hvad er allergi? 

    Allergi er en overreaktion af kroppens immunforsvar, som reagerer mod stoffer i omgivelserne, der ellers normalt er ufarlige. Disse stoffer kaldes for ‘allergener’. Nogle allergener ligner hinanden og kan derfor krydsreagere. Det betyder, at hvis man er allergisk over for birkepollen, er der større risiko for, at man også reagerer mod æbler og hasselnødder. 

    Nogen har voldsomme allergiske anfald og reagerer, hvis bare sidemanden har kattehår på tøjet. Andre har kun lette gener og får ganske sjældent en reaktion. Allergi kan være invaliderende og stjæle nattesøvn, energi og gøre det svært at passe arbejde og socialliv.

    Hvad er symptomerne? 

    Allergi kan vise sig som: 

    • Høfeber (rindende øjne, kløe i øjne og næse, snue, snøft og nys) - Se mere om høfeber her
    • Astma (hoste og vejrtrækningsbesvær mm.)
    • Eksem (ofte børneeksem) - Se også vores film om forskellige former for eksem 
    • Nældefeber
    • Fødevareallergi (kløe i mund og svælg samt eventuelle mavegener og udslæt)

    Snak med lægen, hvis du mistænker allergiske reaktioner. Det er vigtigt at få vished om, hvad man er allergisk overfor. Det kan lægen typisk se ud fra ens sygehistorie sammenholdt med priktest eller blodprøve. Det er derfor også vigtigt, at man fører dagbog over ens allergi og symptomer, da det kræver lidt detektivarbejde at finde ud af, hvad der er galt. 

    Er det farligt?

    Enkelte personer er så uheldige at have svær allergi med akutte vejrtrækningsproblemer på grund af hævelser i mund og svælg. Sker dette, bør man ringe 112 med det samme, da det kan være en livstruende situation.

    Hvordan behandler man allergi?

    Allergi behandles ofte med piller. Ved øjensymptomer får man typisk øjendråber, og ved næsesymptomer vil løsningen typisk være næsespray. Nogen vil have brug for en længerevarende, forebyggende behandling. Tal med din læge, hvis du ikke kan få bugt med dine allergisymptomer ved at bruge den almindelige håndkøbsmedicin.

    Allergimedicin virker bedst, når du tager det, før du udsættes for det, du er allergisk overfor. Tager du først allergipillen, når reaktionen er i gang, er det svært at stoppe den igen. Har du pollenallergi, så sørg for at starte behandlingen, inden sæsonen går i gang. 

    Når børn får allergi, er der nogle øvrige ting, man skal være opmærksom på.

    » Se videoen om allergi hos børn her.

    Vil du vide mere om allergi, kan du læse yderligere her.


    Teksten er redigeret af læge Ida Donkin og læge Malene Demant

      Forebyggelse af allergi

    • Sørg for et godt indeklima uden røg, fugt og for meget støv
    • Undgå parfumerede hudplejeprodukter og rengøringsmidler
    • Følg lægens råd angående medicinering
    • Har dit barn allergi?
      Allergisk reaktion hos børn
    • Bi- og hvepsestik
      Bi- og hvepsestik
    Del viden
    • Share on Facebook
    • Share on Twitter
      Share on Twitter
    • Share on Linkedin
    • Share by Mail
      Share by Mail
    I samarbejde med
    Sponsor Logo
    • Kontakt
    • Om SundhedsTV
    • Privatlivs- og cookiepolitik
    All rights reserved Sundhedstv
    Feberkramper hos børn Feberkramper hos børn Har dit barn allergi? Allergisk reaktion hos børn
    Scroll to top