SundhedsTV
    • Forside
    • Sundhed og sygdom
    • Temaer
    • Podcast: Ramt Af Livet
    • Podcast: Læge til læge
    • Podcast: NURSE
    • Artikler & Nyheder
    • Lægens Blok
    • Om Sundhedstv
    • Søg
    • Menu
    SundhedsTV / Hoste hos børn
    Læs transskription af filmen
    Det værste ved, at Elliot hoster og er forkølet, det er, at det kan være svært at lindre det. Han kan også godt sove uroligt om natten og være ked af det.

    Hvad er hoste?

    Hoste er meget almindeligt i barndommen, især i vuggestuealderen. Hoste er ikke et bekymrende symptom i sig selv. Hoste er en refleks, som kommer på grund af irritation i luftvejene. Hoste opstår ved forskellige sygdomme. Det kan være helt almindelige øvre luftvejsinfektioner som forkølelse eller ubehag omkring halsen. Det kan selvfølgelig også være lungerne, der er påvirket, og som giver hoste.

    Jeg synes oftest, det starter med forkølelse og slutter af med hoste.

    Bør jeg kontakte en læge?

    Man bør kontakte læge, hvis barnet udover hosten er sløvt, ukontaktbar, er uinteresseret i omverdenen, og hvis barnet ikke vil indtage væske.

    Jeg har været ved lægen, når Elliot har hostet, fordi jeg som forælder godt kan blive lidt bekymret for, om der nu sidder noget på lungerne.

    Derudover skal man kontakte læge, hvis barnet har en påvirket vejrtrækning. Det vil sige, at hvis barnet har svært ved at få vejret, det virker forpustet, og hvis der er lyd på vejrtrækningen, eksempelvis hvis den er stødende eller pivende, så skal man kontakte lægen.

    Gode råd til smertelindring ved hoste hos børn

    Som forældre kan det være rigtig hårdt, hvis man har et barn, der hoster meget. Det er, fordi det særligt er nætterne, der bliver påvirket, fordi barnet hoster mere, når det ligger ned. Det, du kan gøre som forælder, er, at du kan hjælpe barnet med at sidde op, og det giver nogle gange lidt søvnløse nætter som forælder, fordi man kan blive tvunget til at sidde med dem i armene for at lindre dem lidt. Der er selvfølgelig en masse hostestillende midler på markedet, men der er altså ikke nogle af dem, der har en beviselig effekt.

    Så man kan godt spare sig det besvær, det kan være at få sit barn til at indtage de her hostestillende midler. Hvis børn har hostet i flere uger, og især hvis hosten kommer om natten, så kan de have det, der hedder astmatisk bronkitis. Det er meget almindeligt i barndommen. Til det har vi en god inhalationsbehandling, som kan hjælpe de her børn.
    I videoen fortæller lægerne Anna Grynnerup og Ida Donkin om, hvad man skal være opmærksom på ved hoste hos børn og babyer. Videoen præsenteres i samarbejde med Læger Formidler.
    • Sådan giver du flydende medicin til dit barn
      Flydende medicin til børn
    • Hoste hos børn og voksne
      Hoste

    Hoste hos børn

    Hvad skal jeg være opmærksom på, hvis mit barn hoster?

    Hoste hos børn og babyer skyldes oftest en forkølelsesvirus. Det er meget almindeligt og ikke bekymrende i sig selv. Barnet bør dog undersøges af en læge, hvis det udover hosten:

    • er sløvt/udmattet, ikke vil lege eller er ligeglad med omgivelserne
    • ikke vil indtage nok væske og viser tegn på at være dehydreret. Se vores film om væskemangel hos børn her
    • har bleg og gusten hud
    • har besværet vejrtrækning (som om barnet bruger kræfter på at trække vejret) og/eller virker forpustet. Derudover bør der ikke være 'lyde' på vejrtrækningen, fx piv eller stød
    • hvis der er mistanke om, at barnet har fået et fremmedlegeme i lungerne

    Feber er meget almindeligt hos børn i forbindelse med forkølelse og hoste. Hvis barnet har høj feber i mere end tre døgn, bør man kontakte læge. 

    » Se også vores film om feber og bliv klogere på falsk strubehoste i denne film

    Længerevarende hoste hos børn

    Hvis hosten varer flere uger – og især hvis det kommer om natten - kan det være et tegn på astmatisk bronkitis, som er helt almindeligt hos små børn. Omkring hvert tredje barn under tre år har oplevet mindst et tilfælde af astmatisk bronkitis.

    Børn med astmatisk bronkitis har en hvæsende vejrtrækning, som næsten kan lyde som en kaffemaskine, der trænger til at blive afkalket. Lægen kan nemt undersøge for det ud fra sygehistorien og et stetoskop. Det er nemt at behandle, og de fleste børn vokser fra det efter 3-års alderen uden at udvikle astma senere i livet.

    » Vil du vide mere om hoste, kan du læse yderligere her

     

    Teksten er redigeret af læge Ida Donkin og læge Anna Grynnerup

      Gode råd, hvis dit barn hoster

    • Ofte vil barnets hoste lindres af at sidde op. Det kan give nogle tunge nætter for forældrene, men kan give ro, tryghed og lette vejrtrækningen og hosten hos barnet
    • Sørg for, at dit barn får masser af væske. Det koster kræfter at hoste så meget. Saftevand og sodavandsis kan være godt, hvis dit barn ikke vil drikke andet
    • Har dit barn høj feber og virker generet af det, så giv evt. febersænkende medicin. Det kan hjælpe til at lindre ubehag, give en tungere søvn og en opblomstring, så barnet lettere vil indtage mad og drikke
    • Der er ikke nogen beviselig effekt af hostestillende midler, og det anbefales derfor ikke at bruge energien på at få barnet til at indtage det
    • Sådan giver du flydende medicin til dit barn
      Flydende medicin til børn
    • Hoste hos børn og voksne
      Hoste
    Del viden
    • Share on Facebook
    • Share on Twitter
      Share on Twitter
    • Share on Linkedin
    • Share by Mail
      Share by Mail
    I samarbejde med
    Sponsor Logo
    • Kontakt
    • Om SundhedsTV
    • Privatlivs- og cookiepolitik
    All rights reserved Sundhedstv
    Flåter og flåtbid Flåtbid Hoste hos børn og voksne Hoste
    Scroll to top