- Læs transskription af filmen
-
Da Tom fik konstateret hoved-halskræft
Jeg kommer ind til lægevagten, og lægevagten kigger lidt på det, og bliver lidt forundret over det hele og spørger lidt ind til, om jeg har feber og svedeture. Jeg kan sige nej til det hele. Jeg har bare en bule i den øvre gane. Hun spørger så, om hun må ringe til en øre-næse-halslæge. Og så snakker lægevagten og øre-næse-halslægen lidt sammen i telefonen, og så får jeg ellers en lille seddel, hvor der står, at jeg skal møde ind næste dag kl. 10.
Jeg får en lille mistanke, da jeg kommer ind om søndagen på hospitalet, fordi der kan jeg se, at det er samme indgang, som jeg gik ind af i år 2000, da min far, han døde af kræft. Så tager de så nogle prøver og gør ikke rigtigt andet ved det. Jeg kører så på arbejde. Når jeg kommer tilbage sidst på dagen, der får jeg så besked på, at jeg bliver diagnosticeret med hoved-halskræft. Med en tumor i den hårde gane.
De første tanker efter, at Tom fik stillet diagnosen
Der ryger jeg fuldstændigt i kulkælderen, og tænker "hvorfor mig?" Det er ligesom mine forældre. Tankerne den weekend, hvor man tænker hele livet i gennem og den måske-smule fremtid, man har, de cykler rundt. Det er helt fra barnsben. Tænker på, om man har gjort nok her. Om der er noget, man fortryder, eller om der er noget, jeg mangler at få gjort. Jeg har aldrig været i Sydafrika, men det er heller ikke et must for mig. Jeg har heller ikke været på Grønland, det er heller ikke et must for mig, så jeg gik ikke i panik over, at jeg ikke havde været i Grønland og Canada og så videre. Jeg synes faktisk, at det jeg havde opnået der, hvor jeg var i livet, det var tilfredsstillende, og det var okay, hvis ikke jeg var her længere.
Lægen sidder og fortæller mig tre scenarier, jeg kan komme ud i. Første scenarie er, at man bare opererer, og at jeg har det godt, og ingen stråler. Men det regnede han ikke med, for den var simpelthen for stor, mente han. Så næste scenarie, det var selvfølgelig en operation, og så skulle der stråler på i ganen, i munden, på tænderne og så videre. Og så skulle jeg nok regne med, at jeg var sygemeldt i op til et halvt år. Og hvis det var rigtig slemt, så skulle jeg måske have stråler to gange om dagen. Og så skulle jeg i hvert fald regne med, at jeg ikke var køreklar til hverken arbejde eller noget som helst det første år.
Toms behandlingsforløb
Jeg bliver kaldt op og får operationstøj. Så det næste jeg husker er, at jeg vågner op på opvågningen. Og så kommer der en sygeplejerske og spørger, hvordan jeg har det. Jeg har det fint. De tjekker lidt op på det hele, og om jeg nu også har det godt. Og jeg har det faktisk godt, men selvfølgelig har jeg ondt. Og så går der nogle timer, så kommer lægen og en sygeplejerske, så siger jeg, at der er jo ingen grund til at jeg ligger her og optager en seng. Jeg er jo ikke syg. Jeg har ondt, men jeg kan jo lige så godt ligge derhjemme og have ondt. Så står han og ryster lidt på hovedet. "Ja, så er der jo ingen grund til at holde dig her". Jeg lover ham så selvfølgelig, at hvis der kommer feber eller noget, så ringer jeg og kommer ind igen. Så jeg kommer ind ad døren fredag morgen kl. 7 og skal indskrives, Og 36 timer efter står man ude foran i solen Og bare tænker "wow, sikke en rutsjebanetur”.
Og der må jeg nok indrømme... Jeg kunne godt mærke på mig selv, jeg skulle ikke ringe til nogen jeg skulle ikke snakke med nogen, jeg skulle ikke noget. Jeg tog lige en runde for mig selv inde i København. Total rod i hovedet. Altså, det gik for stærkt. Altså fra at rende rundt med sådan en diagnose til lige pludseligt at være delvist raskmeldt. Det er jo fra den ene yderlighed til den anden.
Glædelige nyheder ved kontroltjekket
Så tre måneder efter operationen kommer jeg ind til samtale og kontrol. Og der kan man så se, at det de har opereret ud, der har de fået så meget, så der er rent væv hele vejen omkring. Så jeg bliver raskmeldt på det tidspunkt.
Så cirka et halvt år efter operationen får jeg også at vide af omverdenen, måske er jeg ikke helt mig selv. Jeg synes, jeg har rod i hovedet, tankerne pisker rundt, og jeg har svært ved at holde fokus på nogle meget specielle ting. Jeg synes, jeg prøver alt. Jeg prøver at slappe af og reagere, men jeg kan ikke selv klare den her. Så der tænker jeg lidt, at nu har jeg nok brug for noget professionel hjælp. Så får jeg en henvisning til en psykolog. Og får parkeret nogle af de her ting igen. Og får igen en ro ind i kroppen. Jeg tror, det er fordi, at jeg har manglet at snakke med nogen i forløbet. Selvom du snakker med venner og bekendte, en søster og en bror, whatever, så er det aldrig det samme. Du er på en rejse, og du er der helt alene, og ingen i din omgangskreds kan forstå, hvad det er, du går i gennem. Så derfor tror jeg, det er ret vigtigt, at man får snakket med nogen, der lever af at snakke med folk på den måde. Det hjalp i hvert fald for mig.
Livet efter behandling af hoved-halskræft
Jeg har det altid med mig i min hverdag selvfølgelig. Men jeg tænker ikke over det i min hverdag. Det er ikke sådan så, frygten, diagnosen, skelettet ligger fremme på bordet. Den ligger i skuffen, den er parkeret. Det er ikke tit, men i perioder, så tænker man over det, og så går jeg hen og åbner skuffen, og så kigger jeg det dybt i øjnene, og så får vi en lille snak om det, og så har jeg en helt almindelig hverdag igen. For det må ikke fylde.
Det der bar mig langt hen, det var nok troen på systemet. Lige meget hvad. Det med at have tiltroen til, at den, der står over for dig, gør det bedste, de kan, og de er blevet så dygtige inden for det her område. Det er jo ikke som for 20 år siden, hvor man ikke rigtigt havde specialiseret det. Så hav troen på systemet, og gå ind i det med oprejst pande, og tro på at det her, det lykkes. Jeg ved godt, at det er nemmere sagt end gjort. Men det er en meget god indgangsvinkel.
Jeg kan jo godt prise mig lidt lykkelig. Både fordi det har været så nemt et forløb, som det har været. Selvom det har været hårdt, så har det også været nemt. Sådan rent sygdomsmæssigt i forhold til diagnosen fra dengang, altså der er ikke rigtig noget, der kan vælte mig længere.
Filmen skildrer Toms personlige historie om livet med hoved-halskræft. Tom fortæller om de mange tanker og overvejelser, han gjorde sig i perioden efter behandlingen. Filmen er sponsoreret af Bristol Myers Squibb.
Sponsoreret af
