- Læs transskription af filmen
-
De første tegn på Lises modermærkekræft
Jeg vidste godt, at jeg havde et modermærke, men det var ikke et modermærke, som jeg går og kigger på, fordi det var skjult bag på min arm. Jeg fik vendt armen om, og der kunne jeg se, at det var som om, at der var kommet et sår på mit modermærke. Min første indskydelse var, at jeg havde revet mig på min løbetur. Min læge henviser mig til en hudlæge. Hun siger: "Ja, det kan du også godt have gjort, men synes du ikke, at det er sjovt, at du har revet dig lige der på dit modermærke?" Hun siger: "Jeg tror faktisk, at det her, det skal vi have væk. Nu bliver du en del af en kræft-pakke, og det må du ikke blive forskrækket over. Det er fordi, der er noget sikkerhed omkring behandlingstid, osv. Det er for din egen skyld", siger hun. "Det, det er helt okay”.
Tankerne forbundet med at blive del af en kræftpakke
Jeg følte mig godt taget hånd om i det her forløb. Så går der 6 dage, indtil jeg skal opereres. Det var jo egentlig hurtigt, tænker jeg. Det synes jeg, at jeg var ret rolig med. Jeg havde en forvisning om, at det her var godt. At det var effektivt. Det med at være en del af en kræft-pakke, det skræmte mig ikke, for jeg var overbevist om, at jeg ikke havde kræft. Det gjorde mig ikke bange. Jeg tænkte mere, at hvor er det fedt, at vores system, det handler på nogle ting, og at man bliver taget så godt om.
Jeg blev opereret en onsdag og en uge efter, at mit modermærke var fjernet, der skulle jeg ind og have svar på, om det var kræft, eller om det ikke var kræft. Jeg havde tænkt, at det klarer jeg selv, fordi min mand, han er ivrig jæger og er på jagt-rejse i Polen og kom faktisk først hjem senere den dag eller om aftenen.
Så har jeg en lidt insisterende mor, og hun ville frygteligt gerne med. Jeg tænkte, jamen det må hun da gerne. Jeg bad hende blive siddende ude i venteværelset, fordi... Hallo, 42 år. Så skal man da ikke have sin mor med ind til lægen. Jeg synes, at hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg måske lidt pinlig berørt over at sidde derude sammen med min mor. At jeg, i min alder, ikke klarede det selv.
Diagnosticering med modermærkekræft
Så kommer jeg ind. Der sidder en rigtig sød læge, som jeg ikke har mødt før og en sygeplejerske. Hun slår ligesom op og siger: "Ja Lise, det viste sig desværre, at du har ... modermærkekræft. Det er tyndt." Og så gik min verden. Den brast fuldstændigt sammen. Tyndt. Tykt. De kunne have sagt, at jeg døde om 5 minutter, fordi jeg så ... det hele. Det rullede bare lige forbi. Alt, mine tre børn, der pludselig stod uden en mor. Og jeg ved ikke hvad. Det er jo et spørgsmål om, jeg tror ikke engang minutter. Det er næsten sekunder, hvor det hele, det bare ... rullede forbi. Jeg tænkte: "Shit, jeg må hellere få min mor herind." Jeg kunne ikke. Det var godt, at hun havde insisteret på at tage med. For jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skulle være kommet derfra. Jeg gik fuldstændig i chok.
Efter at jeg har fået diagnosen, eller fået at vide at jeg har tynd modermærkekræft, så er jeg på arbejde i to dage, og det går egentlig okay. Om mandagen skal jeg have den her sikkerhedsoperation, hvor de fjerner noget mere. Og der vil jeg faktisk sige, at jeg var bange. Jeg var rigtig, rigtig bange efter den anden operation i forhold til, hvad jeg havde været efter den første. Fordi nu vidste jeg jo, at jeg havde haft kræft. Selvom min fornuft sagde mig, at jeg havde fået at vide, at alt var fjernet, så havde jeg den der: "Der kan godt være en lille bitte celle, de måske ikke har opdaget". Jeg synes nærmest ikke, at jeg kunne trække vejret rigtigt, før jeg havde fået besked i min e-boks om, at alt var som det skulle være, og at der ikke var mere kræft tilbage i min arm.
Om at bruge sine pårørende til at komme igennem et kræftforløb
Jeg snakker rigtig meget, så jeg tænkte at vejen frem, det måtte være at snakke med nogen. Der er nogle ting, som jeg synes, dem kunne jeg snakke med min mand om - eller med min øvrige familie. Men der var også andre ting, hvor jeg havde veninder, som jeg brugte. Og så brugte jeg især Hanne.
Når man selv står i den her enorme krise, som det er. Og angsten og frygten og det hele. Dem, der er rigtig tæt på. De er lige så berørte. Jeg tror, det er rigtig godt at have nogen, der står lidt mere fast. Det synes jeg, man kan som ven. Selvom man er nære, selvom man holder vældig meget af hinanden, så er man ikke helt derinde, hvor alt ryster. Det er det, som jeg synes lytteren kan. Hvis man kan prøve at stå fast, så den anden person kan få lov at læne sig lidt.
Hende skulle jeg ikke trøste, eller hvad skal man sige. Hun har været rigtig, rigtig god for mig. Vi har været ude og gå nogle ture. Eller gået en del ture. Vi løber også nogle gange sammen. Så er det tit de der, hvis vores børn lige har leget sammen, så er det bare lige de der 5 minutter. Det er simpelthen så rart.
Livet efter behandlingen af modermærkekræft
Jeg har i snart 4 måneder været tilbage på arbejde. Det er hårdt at være tilbage på fuldtid. Det er ikke altid, at mit hoved spiller helt på det plan, jeg gerne vil have. Jeg synes, at jeg nemmere kan miste overblikket, end jeg før har kunnet. Men jeg synes også, at det som er godt for mig, det er strukturer og daglige rutiner og at have fået dem tilbage.
Jeg har jo været barn i et strandhus på Blokhus strand. Uden en helt masse solcreme, hvor man var ude i alle de timer man kunne. Og så begyndte jeg at gå i solarium, da man skulle til at være brun. Det var før, man rigtigt var oplyst. Jeg må med skam melde, at i de timer, hvor man egentlig skal sidde inde og holde sig i skyggen, det er så der, hvor jeg har været klasket ude i en havestol. Så det er svært og en hård nød at sluge, at man et eller andet sted har været medvirkende til, at hvis jeg ikke var gået til lægen, så har jeg tre børn, som kunne have mistet deres mor. Det er noget af en øjenåbner at få, hvor meget det faktisk betyder at passe på sig selv.
Jeg er nået frem til, at det måske er vigtigere, at jeg kommer ud og gå en tur, eller måske går ud og går en tur med mine børn. Eller gør et eller andet andet sammen med dem. Jeg har fundet ud af, hvad der er vigtigt. Hvem der betyder rigtig meget i mit liv. Det er noget af det, som jeg har fået med mig.
I filmen fortæller Lise om de følelser, hun gennemgik, da hun fik stillet diagnosen modermærkekræft. Hun fortæller samtidig, hvor vigtig en rolle hendes pårørende har spillet i forløbet. Filmen er sponsoreret af Bristol Myers Squibb.
Sponsoreret af
