- Læs transskription af filmen
-
Sådan opdagede Christina, at hun havde modermærkekræft
De første tegn var, at jeg opdagede en knude i højre lyske, og jeg gik faktisk rigtig længe med den her knude, inden jeg gjorde noget ved det. Men til sidst mærkede jeg, at den voksede og blev øm. Så gik jeg til egen læge. Min egen læge undersøgte mig og valgte at sende mig i en kræftpakke.
Ugen efter er jeg så på hospitalet til samtaler, til undersøgelser, scanninger og biopsi. Det går op for mig, at jeg har kræft, da vi har været til samtale på hospitalet efter den første scanning, hvor de siger, at de har en mistanke. Så det var selvfølgelig lidt af et chok, og jeg vil sige, at vi tænkte ikke ret meget efter den samtale. Jeg kan faktisk ikke huske, hvad jeg følte, men jeg kan huske, at min mand og jeg tog hinanden i hænderne, og så skyndte vi os bare væk derfra.
Tiden efter diagnosticeringen
Da hun fik diagnosen, der havde man lidt en tom fornemmelse inde i kroppen. Jeg tror bare vi skulle hjem og reflektere over det. Finde ud af hvad der var op og ned.
Lige efter at vi havde fået besked på, at jeg havde kræft, der er der selvfølgelig en masse tanker i hovedet, og man er bange og nervøs og ved ikke, hvad der skal ske. Man har selvfølgelig nogle ideer, når man hører folk har fået kræft, og hvad de går igennem. De tanker løb selvfølgelig også igennem mit hoved og min mands hoved.
Vi havde lige købt nyt hus, og jeg var sprunget ud som selvstændig, og så var det to måneder senere, at Christina bliver konstateret syg. Det var lidt en bombe der sprang for os. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle stå som 36-årig, forholdsvis ung familiefar og så skulle håndtere, at min kone pludselig var blevet syg af noget man kan dø af. Det er en voldsom ting at stå med.
Christinas behandlingsforløb
Så bliver vi indkaldt til samtale, og får at vide at den bedste behandlingsform er operation, og der bliver så sat en operationsdato. Jeg vil sige at efter der, så var det som om, der kom ro på hjemme hos os. Der lå ligesom en plan nu, som man kunne overskue, og det gav en vis form for ro og kontrol. Det var meningen, at man skulle være indlagt i cirka fem dage, men ender med at blive indlagt længere på grund af komplikationer. Kommer også hjem og være på sofaen efterfølgende.
Det er en lang proces, at komme tilbage på arbejdet. Og det var først, da jeg kom tilbage på arbejdet, at det gik op for mig, hvad jeg havde været udsat for. At jeg havde haft kræft. Mens jeg er tilbage på arbejde, skal jeg til kontrol. Til den her kontrol hvor vi kommer og skal have svar, så fortæller de, at kræften er vendt tilbage, og jeg opstartede så en pillebehandling, hvor den ene blandt andet er en hæmmer, som skal prøve at bremse væksten i kræften. I forhold til lægesamtalen og svar på scanninger, så er man altid utrolig nervøs. Man kan ikke undgå, at ens hjerte banker lidt hurtigere, og at man får lidt svedige håndflader, når man skal snakke med lægen omkring et resultat.
Sådan fylder sygdommen i hverdagen
Sygdommen fylder enormt meget i ens hverdag, også selvom man tænker, at det at tage på arbejde kunne være et frirum, men man har det alligevel altid i baghovedet. Der er medicin, der skal huske at tages. Hvordan har hun det nu? Man er hele tiden lidt opmærksom.
På nuværende tidspunkt modtager jeg de her piller og er faktisk lige blevet scannet i dag og fået et positivt scanningssvar. Så det ser meget bedre ud, end det gjorde i starten af året. Men desværre er den her medicin også noget, hvor man rigtig ofte ser, at man får nogle tilbagefald. Men man må håbe på det bedste.
Tanker om fremtiden
Vi har snakket, om vi skulle sælge det hele og rejse rundt. Jeg tror vores tilgang til det har været lidt mindre drastisk. Vi har i sidste ende valgt at blive hjemme, og vælge at det almindelige liv, hvis man kan kalde det det, er vigtigere for alle uanset hvad der sker fremad i det her forløb. Men der er ingen tvivl om, at man prioriterer, at kunne holde noget ferie, gøre nogle ting sammen, bare være sammen og hygge også med venner og familie. Det er rigtig vigtigt, at være sammen med andre mennesker. Og så sørger vi for at lave en masse sjove ting. Selvfølgelig inden for de rammer, der ligesom er, eller det jeg kan formå, for der er tidspunkter, hvor man ikke har det super godt.
Man kan godt beslutte sig for ikke at lade sig styre af en sygdom. Den skal ikke bestemme, hvordan jeg har det, og den skal ikke bestemme, hvad jeg gør. Ja, en gang imellem overmander den mig, når jeg bliver ked af det, og det skal den også have lov til, men den skal ikke bestemme hele tiden. Så vi skal ud og have det sjovt, vi skal ud og grine, og vi skal gå til en masse koncerter og tage på ferie eller lave sjove ting derhjemme.
Denne film skildrer Christinas personlige fortælling om at få konstateret modermærkekræft, og om det lange forløb hun har gennemgået i forbindelse med sygdommen. Filmen er sponsoreret af Bristol Myers Squibb.
Christinas forløb med modermærkekræft
Pludselig stod hun midt i et kræftpakkeforløb
Christina har fået modermærkekræft i en meget tidlig alder. Hun mærkede over længere tid en knude i lysken, der voksede. Og før hun fik set sig om, stod hun midt i et kræftpakkeforløb. Knuden var en metastase. Christina og hendes mand havde lige købt nyt hus, og han var netop startet som selvstændig. Da Christina to måneder senere fik diagnosen modermærkekræft, sprængte en bombe for dem. ”Jeg havde ikke forestillet mig at skulle stå som forholdsvis ung familiefar, og så skulle håndtere, at nu var min kone pludselig blevet syg af noget man kan dø af" fortæller Christinas mand, Claus, i filmen.
Tiden op til kontrolscanningerne kan være svær
Christinas lymfeknude blev fjernet ved en operation, og Christina kom tilbage på arbejde. Det var først dér, det gik op for hende, hvad hun havde været igennem, og at hun havde kræft. Da hun kort tid efter skulle til kontrol viste det sig, at kræften havde spredt sig. Hun er nu startet i nyt behandlingsforløb og fortæller, at hun altid er nervøs op til svar på kontrolscanningerne: ”Man kan ikke undgå, at ens hjerte det banker lidt hurtigere, og man får lidt svedige håndflader.”
Kræftdiagnosen ændrer ens prioriteringer
”Sygdommen fylder enormt meget i ens hverdag. Selvom man tænker, at det at tage på arbejde er et frirum, så har man det hele tiden i baghovedet.” Claus og Christina har valgt at prioritere det almindelige liv, som de betegner det. De sørger for at lave en masse sjove ting, når Christina har overskuddet til det. ”Sygdommen skal ikke bestemme, hvordan jeg har det. Den skal ikke bestemme, hvad jeg gør. Nogle gange overmander den mig, og gør mig ked af det. Og den skal den også have lov til. Men den skal ikke bestemme hele tiden. Vi skal have det sjovt, grine, tage til koncerter og på ferie.”
Sponsoreret af
