SundhedsTV
    • Forside
    • Sundhed og sygdom
    • Temaer
    • Podcast: Ramt Af Livet
    • Podcast: Læge til læge
    • Podcast: NURSE
    • Artikler & Nyheder
    • Lægens Blok
    • Om Sundhedstv
    • Søg
    • Menu
    SundhedsTV / Omgangssyge
    Læs transskription af filmen

    Hvad er symptomerne på omgangssyge?

    Når man bliver ramt af omgangssyge eller roskildesyge, så har man diarré og/eller opkast. Man kan også have mavesmerter og feber. Omgangssyge og roskildesyge er bestemt ikke sjovt at have, men det går over af sig selv - som regel indenfor 3-7 dage. Som udgangspunkt er det ikke nødvendigt at kontakte sin læge, hvis man har fået roskildesyge eller omgangssyge. Men hvis man bliver bekymret, eller hvis man bliver rigtig dårlig, får feber eller får blod i afføringen eller sit opkast eller man ikke kan få væske i kroppen, så skal man selvfølgelig kontakte sin læge.

    Det værste ved at være ramt af sådan en omgang roskildesyge er, at jeg ikke føler, man kan slappe af i kroppen, fordi du ved aldrig, hvornår du skal ud på toilettet igen. Det er forfærdeligt. Kan du huske, at du kastede op i fars bil? Det var en dag, hvor jeg var nede i skolen, og lige pludselig fik jeg det dårligt, og så blev jeg hentet af min far i hans lastbil, og så kastede jeg op. Så kom du hjem, og så kastede du op igen, og igen og igen. Mange gange ikke? Jo.

    Gode råd til børn med omgangssyge

    Hvis man har et barn med roskildesyge eller omgangssyge, skal man som udgangspunkt ikke være bekymret. Men hvis barnet bliver tiltagende dårlig, slapt, ikke vil lege, ikke vil spise og drikke over længere tid, så er det fornuftigt at kontakte til en læge.

    Gode råd til voksne med omgangssyge

    Hvis man bliver ramt af omgangssyge eller roskildesyge, så er der egentlig ikke så frygteligt meget at gøre. Man skal sørge for at spise, hvad man kan, og endnu vigtigere, så skal man forsøge at få noget væske i kroppen. Men der er egentlig ikke så meget, man selv kan gøre ved det. Det er noget, der skal have lov til at gå over af sig selv, og det sker kun ved, at man får det ud gennem den ene ende eller den anden.

    Hvordan smitter det?

    Roskildesyge, også kaldet omgangssyge, smitter gennem afføring eller opkast, men kan også smitte gennem nys og hoste. Derfor er det vigtigt at have god hygiejne, så man ikke smitter dem omkring sig. Det hedder jo også omgangssyge, fordi det smitter hele omgangskredsen.

    Før i tiden så anbefalede man, at man spiste æbler eller andre lignende ting, når man var ramt af roskildesyge. I dag råder vi til, at man spiser det, man har lyst til. For det vigtigste er, at man forsøger at få noget i kroppen, og så er det lige meget, om det er et æble eller en skive rugbrød - det er sådan set ikke det vigtigste.
    I videoen forklarer lægerne Anne-Sophie Homøe og Ida Biering-Sørensen, hvad man skal være opmærksom på ved omgangssyge/roskildesyge. Videoen præsenteres i samarbejde med Læger Formidler.
    • Har dit barn omgangssyge?
      Børn med omgangssyge
    • Hoste hos børn og voksne
      Hoste

    Omgangssyge

    Hvad er omgangssyge/roskildesyge?

    Omgangssyge er for de flestes vedkommende helt ufarligt. Det skyldes en virus og kan både give diarré og opkast. Det tager som regel 2-3 dage, fra man bliver smittet, til det bryder ud. Opkasten stopper for de flestes vedkommende efter 1-2 dage, men diarréen kan vare længere. Typisk går omgangssyge over af sig selv inden for 3-7 dage. Udover diarré og opkast kan man også opleve at få feber og mavesmerter som en del af sygdommen.

    Der er som sådan ikke nogen behandling mod sygdommen. Det er dog vigtigt at drikke rigeligt med væske, og nogle gange kan mælkesyrebakterier også hjælpe til at forkorte forløbet.

    Hvordan kan du forebygge og mindske smitte med omgangssyge?

    Omgangssyge er meget smitsomt. Det smitter via afføring, opkast, spyt, nys og hoste, og derfor skal man være omhyggelig med hygiejnen. For at undgå smitte med diarre og/eller opkast er det vigtigt med god håndhygiejne: Vask hænder ofte og grundigt og brug gerne håndsprit - og brug dit eget håndklæde.

    Til småbørn findes der vacciner mod den hyppigste og mest alvorlige virus. Vaccinen skal gives, når babyen er mellem 6-24 uger. Den gives som dråber gennem munden, og man skal have en recept for at kunne købe den på apoteket. 

    Hvornår skal man kontakte lægen?

    Som udgangspunkt er det ikke nødvendigt at kontakte læge i forbindelse med omgangssyge. Der er dog en række tegn, man skal reagere på, afhængig af om det er et barn eller en voksen, der er ramt. Her skal du kontakte lægen:

    Omgangssyge hos børn

    • Ved tegn på væskemangel: Under 3 våde bleer på 24 timer (eller hvis ens større børn tisser lidt eller har mørk urin), mørke rander under øjnene, tør i munden, og hvis barnet virker sløvt og slapt
    • Mavesmerter tager til, høj feber, blod i afføringen eller opkast
    • Mange opkastninger og diarré, og man ikke kan få væske i barnet
    • Barnet er under 1 år gammelt

      » Se mere om behandling og forebyggelse af omgangssyge hos børn i denne film

    Omgangssyge hos voksne

    • Ved tegn på væskemangel: Mørke rander under øjnene og tør i munden, hvis man bliver sløv eller ikke kan få væske i sig
    • Vedvarende og svære mavesmerter, høj feber, blod i afføringen eller opkast

    Vil du vide mere om omgangssyge, kan du læse yderligere her.


    Teksten er redigeret af læge Ida Biering-Sørensen og læge Ann-Sophie Homøe

      Gode råd til at undgå væskeunderskud

    • Få rigeligt med væske. Det er langt vigtigere, end at man får nok at spise
    • Drik hyppigt, og drik mindre portioner ad gangen. Det gælder både for børn og voksne. For voksne kan det lindre kvalmen. Små børn kan ikke rumme så meget i maven, og deres tarmsystem er generet af infektionen, så hyppige, små portioner er vigtige. Brug evt. en 10 ml sprøjte hvert 10. min
    • Drik lige, hvad du har lyst til - spar dog på sukkerholdige drikke, da det øger væskemængden i tarmen og kan forværre diarréen
    • Spædbørn, der ammes eller får flaske, skal have bryst eller flaske hyppigere. Suppler evt. med flaske, sprøjte eller ske
    • Køb evt. en salt/sukkerholdig blanding på apoteket, da det kan supplere kroppens behov for salt og sukker
    • Har dit barn omgangssyge?
      Børn med omgangssyge
    • Hoste hos børn og voksne
      Hoste
    Del viden
    • Share on Facebook
    • Share on Twitter
      Share on Twitter
    • Share on Linkedin
    • Share by Mail
      Share by Mail
    I samarbejde med
    Sponsor Logo
    • Kontakt
    • Om SundhedsTV
    • Privatlivs- og cookiepolitik
    All rights reserved Sundhedstv
    Klamydia Klamydia Vokseværk Vokseværk
    Scroll to top