- Læs transskription af filmen
-
De første tanker efter at blive diagnosticeret med prostatakræft
Jamen, jeg fik diagnosen meget overraskende. Jeg var ved læge, og så siger han så til mig, at sådan som det ser ud, så frygter han, at det er langt henne i stadierne, og at det sikkert har spredt sig. Det var nok ikke en helbredende behandling, vi skulle igennem. Det var nok mere en livsforlængende, fordi det normale vil være, at gennemsnitslevealderen for dem, som han synes det her så ud til at være, var to år. Der vil jeg så sige, i de sekunder der, eller de minutter, som det blev, af fuldstændig tavshed, der brød verden sgu sammen.
Det at få en kræftdiagnose, det er, i hvert fald sådan som jeg har oplevet det, en meget speciel ting, fordi det rammer dig både fysisk og psykisk på én gang. Det at have kræft i vores verden er en tilstand, som folk, der ikke har det, ligesom går og tænker: Okay, det er der nogen, der har et eller andet sted derhenne i periferien, og det er synd for dem. Og pludselig så står du og har fået at vide, at nu har du det selv. Det er inde i din egen krop. Og det fylder en med angst. Det er der ingen tvivl om. Og det fylder en med eksistentiel angst, og man bliver livsangst.
Jeg spekulerede rigtig meget på døden. Døden blev ligesom en vigtig ting at tænke på. Og det satte mig ligesom i sådan en fastlåst situation, hvor jeg var enormt træt. Det var også kombineret med medicinen, men altså også alle de spekulationer man lige pludselig får.
Angst er en naturlig reaktion på en livstruende sygdom
For rigtig mange mennesker, som får en kræftdiagnose, vil noget, der melder sig i løbet af de første dage, uger eller måneder, være angst. Her er det vigtigt lige at tænke over, hvad angst er for en størrelse. Angst er ikke noget, der kommer med posten. Man skal ikke trykke nogen steder, for at den kommer. Man skal ikke bestille den, man skal ikke aktivere den. Den kommer. Og det må vi formentlig forstå som et sundhedstegn, nemlig at mennesker reagerer på, at de er i en situation, der kan være farlig, der kan være truende, eller i hvert fald på en eller anden måde er anderledes end det, man kom fra, og at kroppen og sindet reagerer på det. Og for mig er det en vigtig pointe at sige, at angst er svært ubehageligt. Meget, meget overvældende og næsten altid i vejen. Og som udgangspunkt er det ikke farligt.
Gode råd fra pårørende
Altså, vi er egentlig positive, men det er jo helt naturligt at få en angst inde i sig, ikke også? Puha, hvad sker der? Det får vi jo. Hvis jeg skulle give gode råd til pårørende, så vil jeg sige til dem: Tal med andre i en lignende situation. Tal med din mand, dine børn. Og vær åben. Jeg har min elskede storebror, som jeg snakker med, når jeg får de der tanker, så snakker vi meget om det. Og så har jeg mine veninder. Det er vigtigt, fordi ting vokser inde i hovedet. Angst kan vokse inde i mit hoved, og prostatakræften kan komme til at overskygge mange ting, men det, at du får det ud og får det talt væk fra dig selv, gør, at du ligesom får det sådan 'nåh ja', og så kan du også se det udefra. Det skal nok gå. Det er derfor, det er vigtigt. Fordi hvis du går med tingene inde i dig selv, så vokser det bare til et stort spøgelse.
Jeg har en anden måde at tackle tingene på end min kone, hvor hun vil have viden, og det vil jeg ikke. Jeg vil egentlig bare have fred, kan man sige.
Det er meget ensomt. Altså, der har jeg jo så været heldig at være tilknyttet en gruppe af kvinder, som også har mænd, der har prostatakræft. Vi kalder det konegruppen, og i konegruppen taler vi i virkeligheden ikke ret meget om vores mænds sygdom, men meget mere om, hvordan vi navigerer i sygdommen. Eller i det at have en mand, der er syg. Så der fylder vi lidt mere, end vores mænd gør. Og det er ikke ret mange steder, vi gør det mere, fordi det kommer rigtig meget til at handle om sygdommen.
Tanker om en fremtid med prostatkræft
Fra vi fik beskeden - den første besked, den forfærdelige besked - at der var de her par år at leve i, der brød verden jo sammen på den måde, at vi tænkte: Hvad skal vi få resten af tiden til at gå med? Hvis gennemsnitslevealderen er to år - hvad så? Vi fik jo som sagt at vide, at det ikke var så alvorligt. Men vi var i hvert fald fast besluttet på, at fra det tidspunkt af ville vi leve vores liv på en anden måde. Vi ville nå de ting, vi egentlig satte os for.
Generelt tror jeg nok, jeg har satset på at gøre mig selv en lille smule sundere. Passe lidt mere på mig selv. Og nyde hver dag så længe man har den. Lad være med at gå i et sort hul, lad være med at tro, at hele verden falder sammen. Det kan sagtens lade sig gøre at komme videre og få et fremragende liv. Også efter du er blevet opereret, efter du har fået behandlet det hele. Du kan sagtens få det godt.
I videoen fortæller flere patienter og pårørende om angsten og spekulationerne forbundet med prostatakræft. Psykolog Bo Snedker Boman forklarer, at angst er en helt naturlig reaktion. Videoen er sponsoreret af Janssen.
Angst forbundet med prostatakræft
Mange oplever at blive angst, når en alvorlig sygdom kommer tæt på. Man ved ikke, hvilke udsigter sygdommen har, hvilke behandlinger der skal til, og hvilke fysiske og mentale omvæltninger det vil medføre. Prostatakræft vil unægteligt føre store omvæltninger med sig, hvad enten sygdommen er aggressiv eller vil forløbe nogenlunde fredeligt.
I denne film kan du høre patienter og pårørende fortælle om, hvordan de har oplevet denne angst og uvished, og hvordan de er kommet videre med hverdagen. Du kan også høre en psykolog og sygeplejerske komme med deres bud på, hvordan du lettest håndterer angsten.
» Du kan finde mere information om prostatakræft på temasiden her
I samarbejde med
Sponsoreret af
