- Læs transskription af filmen
-
De første tanker om en fremtid med diagnosen prostatakræft
I starten havde jeg det sådan, at jeg tænkte meget over det der, man kalder 'the bucket list’. Hvad er det for nogle ting, man godt vil nå i sit liv, inden man stiller træskoene. Jeg har altid været interesseret i cykelløb. Tour de France specielt. Så jeg ville på Tourmalet. Jeg ville på Alpe d'huez. Det skulle jeg i hvert fald prøve, og det er aldrig blevet til noget, fordi stille og roligt hen ad vejen finder jeg ud af, at det vigtigste for mig er det nære. Det er min kone, vores børn, vores børnebørn og mine venner. Og fodbolden. Det er sådan nogle ting, der betyder meget mere for mig end noget som helst andet. Og det er jeg blevet meget mere bevidst om, end jeg nogensinde har været tidligere.
Sådan har andre lagt livet om
Da jeg for alvor fik at vide, at mine advarselslamper var begyndt at blinke igen her for nogle år siden. Der havde jeg besluttet at holde op med at arbejde. Nu var jeg så heldigvis gammel nok til at kunne gå på pension. Men den der fornemmelse hvor du tænker: Okay, et eller andet sted har jeg en begrænset tid tilbage. I den begrænset tid er der ikke andre, der skal fortælle mig, hvad jeg skal lave her i verden, det skal jeg nok selv finde ud af.
Hvis man får sådan en kræftdiagnose, så skal man leve livet. Og er det at sige sit job op, så er det måske det, man skal. Hvis man har økonomien til det. Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt at mærke efter, hvad er det der giver mig livskvalitet, og hvad er det, der giver min partner livskvalitet. Og så ud fra det sætte sig nogle mål til hvad man vil.
Vi vil rejse noget mere. Vi vil bruge noget mere tid på det. Hvor vi måske har brugt tid på arbejde og sådan nogle ting. Kan vi lige holde ferie der, eller kan vi ikke lige få det til at passe. Nu blev det her førsteprioritet. Og det betød også, at vi tog på et par store udlandsrejser, i det der første halvandet år efter det her. Og sagde: “Okay, det er det, vi vil i fremtiden.”
Familien har fået en endnu større betydning
Livet har fået en anden slags mening for ham. Forholdet til børnene har altid været godt og fantastisk. Men han er blevet meget bevidst om, at tilstedeværelsen af os alle sammen er vigtig. Altså det med at have et eller andet samvær. Det kan være fodbold. Det kan være hvad som helst. Så livet er blevet endnu mere vigtig for ham. De små ting i livet. De små ting i livet er blevet rigtig vigtige for ham.
Jeg har et par år - mine teenageår - hvor jeg faktisk ikke kan huske min far særligt godt, fordi han arbejdede så meget. Han har ikke altid været den mand, der lige kom over og krammede og gav et kys og sagde: “Det er godt skat.” Men efter han har været syg, hver gang jeg kommer hjem på besøg, så er det den største krammer jeg får. "Åh, hvor er det dejligt at se dig." Han viser sin glæde og kærlighed. Jeg kan virkelig mærke det, og han siger også til mig nu - det har han aldrig gjort før - “jeg elsker dig.” Og det siger jeg også til ham. Det har jeg heller aldrig gjort før.
Da vi først blev ramt af sygdommen. Eller hvor det blev diagnosticeret. Det var som om, fremtiden var lige her. At der ikke var nogen i morgen. Nu har vi levet med sygdommen så længe, at den ikke har den samme. Det er ikke omdrejningspunket længere for vores samtaler.
Det er det der med, at frem for at være fokuseret på sygdommen så det kommer til at fylde hele livet, at man så bliver nødt til at fokusere på livet. Det er en del af hele den proces, jeg gik igennem, eller vi gik igennem.
Gode råd til at holde kroppen sund og stærk
Efter Arne er blevet syg, så prioriterer vi meget det at lave nogle ting sammen. Og noget af det fælles vi altid har elsket og altid har gjort, det er at dyrke sport. Og det har vi så startet op. Vi går til spinning sammen tre gange om ugen.
Hvis man vil forbedre sin livskvalitet, så kan det være rigtig vigtigt at dyrke noget motion. Ikke mindst for de patienter som er i kastrationsbehandling. Det modvirker langtidsbivirkningerne af behandlingen. Det kan være forhøjet blodtryk, det kan være type 2-diabetes og ikke mindst fedme. Jeg har indtryk af, at de mænd som er med i enten patientskoler eller FC Prostata, de har det rigtig godt socialt. De hygger sig med hinanden, og det er absolut heller ikke uvæsentligt.
Jeg har lige været igennem et træningsforløb på Frederiksberg Hospital. To gange om ugen med sådan noget speciel kræfttræning. Ellers har jeg spillet fodbold i FC Prostata. Det har været rigtig godt, fordi der har vi socialt sammenhold og fællesskab. Hvor vi kan snakke om vores sygdom på en anden måde, end vi kan gøre til en arbejdskollega eller til en kammerat. Jeg kan kun opfordre alle, der skulle være ramt af det her, at komme ud og røre sig i et fællesskab. Ikke gøre det alene på en kondicykel eller sidde derhjemme på en træningsmaskine. Kom ud blandt ligesindede.
Generelt tror jeg, at jeg generelt har satset på at gøre mig selv en lille smule sundere. Passe lidt mere på mig selv. Og nyde hver dag så længe man har dem.
I denne film fortæller fire kræftpatienter, deres pårørende og sygeplejerske Kirsten Steffensen om de tanker og handlinger, der følger med, når man har fået konstateret prostatakræft. Videoen er sponsoreret af Janssen.
I samarbejde med
Sponsoreret af