- Læs transskription af filmen
-
Sygdommen kom meget uventet for Arne og hans kone
Jeg fik diagnosen meget overraskende, da jeg var ved lægen. Så siger han så til mig, at sådan som det ser ud, så frygter han, at det er langt henne i stadierne, og at det sikkert har spredt sig. Det var nok ikke en helbredende behandling vi skulle igennem. Det var nok mere livsforlængende. Fordi gennemsnitslevealderen med det, som lægen synes det så ud til at være, var to år. Der vil jeg sige, at de sekunder eller minutter, som blev fuldstændigt tavse, der brød verden sgu sammen. Min kone Anette brød helt sammen. Begyndte at græde selvfølgelig. Jeg spurgte så om han var sikker og hvordan og hvorledes. Det var han, eller han kunne ikke være 100% sikker, men med de prøver der var taget og det de viste, der var erfaringen, at det havde spredt sig.
Overvejelser omkring at involvere de pårørende i sygdommen
Det var jo i december måned, at vi fik den her medelelse, og vi skulle holde jul hjemme for hele familien. Vi skulle holde en stor nytårsfest. Så vi snakkede så om, i første omgang at holde de to fester eller arrangementer, og ikke sige det til nogen. Inklusiv vores børn. Vi kom til den konklusion, at det ikke er nødvendigt at involvere vores tre børn i noget som vi faktisk ikke helt selv kender svaret på endnu.
Vi kunne ikke se nogen idé i, at børnene skulle gå med en angst, den var jo ikke ubegrundet på tidspunkt, for vi vidste jo godt, at han havde prostatakræft, men vi vidste ikke i hvilket omfang.
Den aften, hvor Arne og hans kone fortalte det til børnene
Det var i januar måned, da jeg var blevet scannet, og vi havde fået beskeden om, at det ikke havde spredt sig. Så inviterede vi børnene hjem til en middag.
Så sidder vi ned og spiser vores røræg, og så trækker min far op i sin t-shirt, og siger: "Børn, der er lige noget I skal se." På maven sidder der et lille plaster. Allerede der tror jeg egentlig bare, jeg zoomer ud. Så siger min far så, at han har fået kræft.
Men jeg kan også sige jer, og det er rigtig rigtig godt. De kan helbrede mig. Det siger de. Det har ikke spredt sig nogen steder.
Så sidder jeg bare og græder. Selvom jeg fik at vide, at det slet ikke er så alvorligt, far skal i behandling, han skal ikke engang i kemo. Det er bare lidt stråling og lidt hormon, og så er alt fint. Men det lukkede jeg ude. Det kunne jeg ikke forstå. Jeg gik meget op i at smide tanken væk. Når jeg ikke var hjemme ved mine forældre, så gad jeg ikke hele tiden tænke på, at far har kræft. For det kommer jeg ikke videre af. Så jeg brugte rigtig meget tid på både at tale om det, men også på at tale om alt andet.
Konsekvenser ved behandlingen af prostatakræft
Når Arne får den behandling, så er han ikke i stand til, at have sex på den måde man har sex på. Han kan jo ikke få sædafgang, og han kan ikke få rejsning, så der er andre ting og andre måder at gøre det på.
Det har gjort, at det den sidste periode har været vanskeligt. Det har vi sådan set været nødt til at tackle, og sige, at det har så været prisen for at være i live, og være i den behandling vi er i.
Jeg vil sige, at vi har fået en tredje part i vores ægteskab. Det er den der lidt kvindelige side, Arne har. Hende har vi med i hånden, for han bliver mere berørt, og han kan godt blive lidt mere kørt op, og stemmen får lige lidt ekstra, hvis der sker nogle ting, og noget irriterer ham, eller der ikke lige kører som det skal. Han er blevet en mere blød mand, og det klæder ham fint, for han har også stadig den anden side.
Livet har fået en ny betydning
Når man får sådan en diagnose, så får livet en anden nuance. Vi har altid været glade for at rejse, og det gør vi endnu mere nu.
Vi har aftalt, at vi skal på én stor rejse hvert år, hvor det bare er Arne og jeg.
Vi prioriterer at være meget sammen med vores børn, vi ser faktisk vores børn næsten hver dag.
Jeg har et par år - mine teenageår - hvor jeg ikke kan huske min far særlig godt, fordi han arbejdede så meget, og han har ikke altid den mand, der lige kom over og krammede, og lige gav et kys og sagde: "Det er godt skat." Men efter han har været syg, så hver gang, jeg kommer hjem på besøg, er det den største krammer jeg får, og det er: "Åh, hvor er det dejligt at se dig." Han viser sin glæde og kærlighed, og jeg kan mærke det. Han siger også til mig nu, og det har han aldrig gjort før: "Jeg elsker dig."
Min status nu er, at jeg er i helbredende behandling, og den slutter med min sidste indsprøjtning i juni måned. De læger, som jeg stadig taler med derude, siger, at jeg kan regne med, at jeg er helbredt.
I denne video fortæller Arne og hans familie om at have prostatakræft helt inde på livet, hvordan de håndterede beskeden om sygdommen, og hvilke konsekvenser det har for hverdagen. Videoen er sponsoreret af Janssen.
Hele familien påvirkes af sygdommen
Arne: 'Vores børn er blevet en endnu større prioritet i vores hverdag'
Da Arne fik konstateret prostatakræft, valgte han og hans kone Annette at holde beskeden for sig selv, indtil de kendte omfanget af sygdommen. Efter de fik beskeden fra hospitalet om, at kræften ikke havde spredt sig, fortalte de det til deres børn. Selvom Arne heldigvis kunne helbredes uden kemobehandling, var beskeden alligevel overvældende for resten af familien.
Livet har fået en anden nuance, efter familien har haft kræftsygdommen inde på livet. De prioriterer i højere grad end tidligere at rejse, og børnene er blevet en større prioritet i hverdagen, hvilket datteren Sophie i den grad også kan mærke. Der er en periode i hendes liv, hvor hun ikke husker sin far så godt, fordi han arbejdede meget, men efter han fik konstateret kræft, har hun oplevet en mere kærlig og omsorgsfuld side af ham.
» Du kan finde mere information om prostatakræft på temasiden her
I samarbejde med
Sponsoreret af
