SundhedsTV
    • Forside
    • Sundhed og sygdom
    • Temaer
    • Podcast: Ramt Af Livet
    • Podcast: Læge til læge
    • Podcast: NURSE
    • Artikler & Nyheder
    • Lægens Blok
    • Om Sundhedstv
    • Søg
    • Menu
    SundhedsTV / Skoldkopper
    Læs transskription af filmen
    Alle mine skoldkopper var helt røde, og så lignede jeg én med røde prikker.

    Hvad er skoldkopper?

    Skoldkopper er en meget smitsom virussygdom, som oftest smitter små børn. Fordi den er så smitsom, er det dem, der bliver ramt først. Fordi det er en virus, har vi ikke rigtig mulighed for at behandle den, og det er en af de sygdomme, hvor man er nødt til at se tiden an og lade den blive færdig. Skoldkopper udvikler sig som nogle små røde knopper på kroppen. Det sætter sig ofte på ansigtet, på brystet eller på ryggen. De er runde og er røde. Det kan godt ligne et myggestik, men ofte vil der udvikle sig flere ad gangen.

    Jeg blev ringet op af børnehaven, som sagde, at de havde fundet en lille skoldkop. De var ikke helt sikre på, at det var det, men jeg skulle komme og hente ham, og hvis det indenfor samme dag havde udviklet sig, så var det nok det. Dagen efter var det mange flere steder på kroppen.

    Hvordan smitter skoldkopper?

    Skoldkopper smitter ved, at man får de her røde prikker, der kommer frem. I de her røde prikker dannes nogle blærer, og i de blærer sidder nogle viruspartikler. Viruspartiklerne spreder sig gennem luften enormt effektivt, så alle der er i nærheden, vil blive ramt af dem, og har du ikke haft skoldkopper før, så vil du også få skoldkopper i udbrud ca. 10-14 dage efter.

    Dengang Jonathan havde skoldkopper, der havde han det rigtig dårligt. Vi kunne ikke så meget andet end at holde ham og være der for ham. Han gad ikke at spise noget, og vi skulle også tvinge ham til at drikke noget.

    Det værste ved skoldkopper er, at børn klør rigtig meget i dem. Det kan gøre ondt på grund af, at de kradser, og er man rigtig uheldig, kan det give nogle grimme ar.

    Jeg kan huske, at du havde nogle i dit øre. Kan du huske det? De var irriterende. Ja. Den der var i midten, kløede forfærdeligt.

    Er skoldkopper farlige?

    Som udgangspunkt er skoldkopper ikke en farlig sygdom for børn. Langt de fleste børn kommer igennem den og skal bare være hjemme fra institution. Men efter en 7-14 dage er man ovre sygdommen. Det er kløen ved skoldkopperne, der er det mest generende. Det kan være en fordel at lade børnene være i kølige rum eller klæde dem af, så de ikke bliver for varme. Man kan også bruge zinksalve, som kan smøres på knopperne, og er det helt galt, så kan man snakke med sin læge om at give barnet nogle allergipiller, som kan være med til at tage toppen af kløen.
    I videoen fortæller lægerne Ida Donkin og Anne-Sophie Homøe om skoldkopper, og hvad man kan gøre, hvis ens barn får skoldkopper. Videoen præsenteres i samarbejde med Læger Formidler.
    • Feber
      Feber
    • Mellemørebetændelse
      Mellemøre­betændelse

    Skoldkopper

    Hvad er skoldkopper?

    Skoldkopper er en meget smitsom virussygdom, som oftest rammer små børn og i sjældne tilfælde babyer. Det kaldes en børnesygdom, da den er så smitsom, at de fleste vil støde på sygdommen inden for de første år af deres liv. Da skoldkopper er en virus, findes der ikke en egentlig behandling mod den. Det er en af de sygdomme, hvor man blot må vente, til sygdommen er ovre og forsøge at finde lindring for generne undervejs.

    Hvordan ser skoldkopper ud?

    Skoldkopper ses ved, at man får små røde og runde knopper på kroppen, der som oftest starter i ansigtet og senere breder sig nedover brystet og ryggen og til sidst på arme og ben. De kommer ofte også i mundhulen, hovedbunden og på kønsdelene. Knopperne kan ligne myggestik, men der udvikler sig flere ad gangen, og de fordeler sig efterhånden på hele kroppen, hvor de kan ses i forskellige stadier af deres udvikling. Mange vil opleve at have feber i starten af sygdomsperioden.

    Hvordan smitter skoldkopper? 

    Skoldkopper udvikler sig som røde prikker, der efter noget tid danner blærer, hvori der sidder viruspartikler. Efter et par dage vil blærerne tørre ind og efterlade en rødlig skorpe. Helt karakteristisk for skoldkopper vil man altså ofte se, at der er prikker over hele kroppen i forskellige ’stadier’. Nogle er begyndende skoldkopper (røde prikker). Andre er i fuldt flor med store blærer. Atter andre vil allerede være tørret ud.

    Viruspartiklerne spreder sig gennem luften, så alle, der er i nærheden, hurtigt vil blive ramt af dem. Har man ikke haft skoldkopper før, vil man få det i udbrud 10-14 dage, efter man er blevet smittet.

    Er det farligt?

    Skoldkopper er som udgangspunkt ikke en farlig sygdom, og de fleste børn kommer gennem sygdommen ved at blive hjemme fra institution og slappe af. Efter 7-14 dage vil sygdommen være overstået igen. Man smitter andre allerede 3 døgn, før de første skoldkopper bliver synlige, og indtil den sidste skoldkop er tørret ud. Skoldkopper klør forfærdeligt, men er ikke en farlig sygdom. Du kan dog være uheldig at få infektion i en af skoldkopperne, hvis du klør i dem. Skoldkoppevirus bliver i vores krop efter endt sygdom og vil senere i livet kunne udvikle sig til helvedesild (Hør mere om helvedesild i dette podcastafsnit).

    Hvordan lindrer man kløen? 

    Det værste ved virussen er kløen, der kan være ulidelig. Du kan hjælpe med at lindre kløen:

    • Lad dit barn opholde sig i afkølede rum eller klæd det af, så det ikke bliver for varmt, da varme provokerer kløen
    • Dup zinksalve eller zinklinament på knopperne 
    • Har barnet feber, er det vigtigt at drikke rigeligt, og man kan tage febersænkende medicin som vanligt efter behov
    • Sørg for at dit barn har kortklippede negle, så det ikke klør hul på skoldkopperne. Det giver nemlig risiko for, at bakterierne kommer ind i såret og giver anledning til infektion
    • Klør dit barn meget om natten, kan du forsøge at lade det sove med sokker på hænderne, så det ikke kan klø hul
    • I værste fald tal med lægen om at anskaffe allergipiller, som kan tage toppen af kløen

    Teksten er redigeret af læge Ida Donkin og læge Ann-Sophie Homøe

    • Feber
      Feber
    • Mellemørebetændelse
      Mellemøre­betændelse
    Del viden
    • Share on Facebook
    • Share on Twitter
      Share on Twitter
    • Share on Linkedin
    • Share by Mail
      Share by Mail
    I samarbejde med
    Sponsor Logo
    • Kontakt
    • Om SundhedsTV
    • Privatlivs- og cookiepolitik
    All rights reserved Sundhedstv
    Smertelindring af tandfrembrud Smertelindring af tandfrembrud Har dit barn omgangssyge? Børn med omgangssyge
    Scroll to top