- Læs transskription af filmen
-
Alt lys og alt lyd forsvandt. Indtil jeg vågner ved, at der sidder en mand og banker sine hænder ned i min brystkasse og skriger: "Peter Mygind", og der pludselig kommer mennesker løbende. Så ja, jeg har måske været død.
Peter Myginds sygdomsforløb
Jeg hedder Peter Mygind. Jeg er 56 år, og jeg har haft tre blodpropper. Første gang jeg får en blodprop nede i min venstre læg, der har jeg været på ferie. Jeg har siddet i en flyver i 10 timer. Fra Bangkok til København. Da jeg rejser mig fra mit sæde, efter at vi er landet i Københavns lufthavn, er det, som om jeg får et skud ind i min lægmuskel. Så jeg humper ud af flyveren. Det gør virkelig nas.
Men jeg tager hjem og skal på arbejde næste dag. Jeg humper ind på kontoret. Så er der en lydmand, der siger: "Peter, hvad sker der?" "Jeg har fået en fibersprængning. Den kom lige, da jeg rejste mig, efter vi var landet i København fra Bangkok." Så siger han: "Det tror jeg sgu ikke. Jeg tror, du har fået en blodprop."
Jeg er hverken gammel, overvægtig eller noget. Det var helt... Jeg grinede af det. Men det sætter sig alligevel. Så på vej hjem ringer jeg til akuttelefonen, som sender mig direkte på skadestuen. Der fortæller en sygeplejerske mig, at jeg har en blodprop nede i benet. Blodfortyndende medicin og støttestrømper gør, at man også hele tiden bliver mindet om, at man har en blodprop. Man går rundt med den her støttestrømpe på benet. Det gør jeg cirka i et halvt år. Og så får jeg at vide af en læge, at jeg nu kan tage støttestrømperne af, og at al statistik viser, at jeg ikke burde få en blodprop igen.
Da han blev ramt af blodpropper for anden gang
Men så får jeg pludselig en smerte igen i den anden læg. Jeg opsøger hospitalet og får igen at vide, at jeg har fået en blodprop. Det eneste lægerne konstaterede er, at mit blod er tykt. Men de kan ikke se nogen speciel årsag. Så går der et halvt år, og jeg vågner op og kan mærke, at jeg skal på hospitalet og lige have tjekket, om det er en blodprop igen. Jeg går, og cirka tyve meter foran akutklinikkens dør, så får jeg det virkelig, virkelig dårligt. Jeg kan se akutklinikkens dør ligesom derhenne, og jeg tænker, at jeg bare skal kaste mig ind igennem den dør, så er der nogle sygeplejesker, der vil tage sig af mig.
Men jeg når aldrig hen til døren. Jeg falder simpelthen om, knalder hovedet i asfalten og vågner ved, at der sidder en mand ovenpå mig, som giver mig hjertelungeredning. Jeg er snotforvirret. Jeg aner ikke, hvad der er sket. Først tænker jeg, at jeg er blevet overfaldet. Altså jeg var helt forvirret. Ifølge den læge, som fandt mig, 'min engel', som jeg kalder ham, Mads. Han tager min puls og siger, at der er ingen puls.
Jeg bliver selvfølgelig scannet, og de kan se, at jeg har flere hundrede blodpropper i begge lunger. Jeg ligger og får akut blodfortyndende og ilt, fordi jeg har svært ved at trække vejret. Det er klart, når lungerne lige har fået et chok. Men allerede om aftenen er mine tal så gode, så jeg er kun på hjerteafdelingen i tre dage.
Konsekvenser af sygdomsforløbet
Efter at have været hjemme i to dage så vil jeg gå en lille tur ned ad vejen. Bare lige 50 meter for at få noget luft. Da jeg kommer ned for enden af vejen, så får jeg fuldstændig samme følelse, som jeg havde, lige inden jeg faldt om. Og så tænker jeg: "Nu dør jeg igen". Der står jeg og trækker vejret. Bruger min vejrtrækning. Rolige dybe vejrtrækninger til at finde ud af, om jeg er ved at dø. Eller hvad der sker. Der finder jeg ud af, at jeg står midt i et panik-angstanfald.
Så jeg fandt ud af, at angsten var det, der bekymrede mig allermest. Og angsten er en tilbagevendende ven. Der er længere imellem mine angstanfald, men de kan komme på de mærkeligste tidspunkter. Jeg kan sidde i en biograf og fuldstændig have glemt mig selv og se en film, og pludselig kan jeg få et ubehag, der kommer snigende.
Det kommer op i brystet, og halsen snører sig sammen, og man tænker: "Nej, nej, nej." Nogle få gange om året er jeg så bekymret for, at det er en blodprop, så der ringer vi 112, og så kommer jeg i en ambulance og kommer op og bliver undersøgt. Syv-ni-tretten har der ikke været noget siden.
Peter Myginds tanker om livet efter blodpropperne
Jeg tror ikke, at jeg er blevet mere bange for at dø. For det første lever jeg i et dybt priviligeret land, hvor man kan få lægehjælp, hvis der er brug for det. Og jeg bor sammen med en klog, skøn kvinde, som også passer på mig, og som jeg er god til at sige til, at vi lige skal have målt mit blodtryk. Så det får jeg nogle gange målt midt om natten. Og så finder jeg ud af, at det ikke er så højt, som jeg troede, det var.
Så nej. Jeg er ikke mere bekymret.
I filmen kan du høre skuespiller og tv-vært Peter Mygind fortælle sin historie om at blive ramt af blodpropper af flere omgange, og hvordan tilfældene har haft indflydelse på hans liv efterfølgende. Filmen er sponsoreret af Bayer.
Blodpropper i ben og lunger:
Peter Myginds historie
Peter Mygind om sit sygdomsforløb
Peter Mygind har de seneste år været ramt af flere blodpropper i ben og lunger. Det startede på en tur hjem fra Bangkok, hvor han i flyet mærkede en pludselig smerte i sin ene læg. Her kastede han det hen som en fibersprængning, men en god kollega anbefalede ham at kontakte hospitalet. Det viste sig at være en blodprop i venstre læg, og Peter blev sat i gang med behandling.
På trods af at han fik at vide, at det med al sandsynlighed ikke ville ske igen, gik der ikke ret lang tid, før en ny blodprop dukkede op i den anden læg. Her målte hospitalet hans blod til at være for tykt uden en åbenlys årsag.
Et halvt år efter mærkede Peter, at noget var helt galt. På vej ind på akutklinikken faldt han om med det, der skulle vise sige at være hundredevis af små blodpropper i lungerne - på fagsprog kaldet en lungeemboli. Heldigvis var der en dygtig læge i nærheden, som gav Peter hjertemassage, så han hurtigt blev genoplivet og indlagt.
Følgerne af blodpropperne
Efter tre dage på hospitalet var Peter klar til at komme hjem. Men hjemme dukkede en uventet udfordring op. På en gåtur følte Peter pludselig, at han var ved at falde om igen. Dybe, rolige vejrtrækninger afslørede, at han i virkeligheden oplevede sit første panikanfald.
Nu lever Peter med angstanfaldene, som der heldigvis er længere og længere i mellem. Men en gang imellem, og som regel ud af det blå, oplever han, at halsen snørrer sig sammen, og at angsten kommer snigende. I de værste tilfælde ringer han 112 og bliver tjekket for at få forsikring om, at det ikke er endnu en blodprop.
Peter har ikke haft en blodprop siden og er ikke bange for at dø, for, som han siger, vi lever i et priviligeret land med dygtige læger, og han ved, at han bliver passet på derhjemme.
Vil du vide mere om blodpropper i ben og lunger?
» Se hele temaet om hjertekarsygdomme og blodpropper i benet her
Sponsoreret af
