- Læs transskription af filmen
-
Pias første tegn på modermærkekræft
Det første tegn jeg fik på modermærkekræft, det var en knude i lysken, som jeg gik til lægen med, som først mente, at det var brok, men det var det ikke. Så var der et eller andet, der sagde mig, det kunne være lymfekræft. Et eller andet signal. Så jeg var forberedt på, at det var noget alvorligt. Jeg bliver sendt til en yderligere scanning af hele kroppen, hvor det viser sig, at det skal fjernes. Jeg skal have åreknuden fjernet meget hurtigt og venter så på svar. Der bliver jeg ringet op en fredag fra en læge, som fortæller, det er modermærkekræft. En metastase derfra.
De første tanker, der meldte sig efter diagnosticeringen
Da jeg får diagnosen, kan jeg mærke, at jeg begynder at ryste. Jeg vidste ikke lige hvordan og hvorledes. Allan, min mand, sad over for mig, så vi havde øjenkontakt. Jeg tænkte kræft, sygdom, død. Hvad sker der? Vi har tidligere haft kræft-forløb i vores familier. Og vi vidste, hvor slemt det kan gå, når man får diagnosen kræft. Det var det, man satte ind i den kontekst, man fik med Pias diagnose.
Jeg vil ikke sige, at jeg blev bange på den måde. Det var mere tankerne omkring, hvad nu? Og så ind og undersøge lidt hvilken behandling kan man få for det her. Det, der egentlig betød og fyldte meget, var at få orden i vores papirer, vores økonomi. Så min mand var afklaret og kunne komme videre. Jeg har fået ordnet min egen begravelse eller bisættelse. Fået det skrevet ned. Det at få styr på tingene, det giver en ro. Så behøver man ikke at have fokus på de ting der. Så kan jeg fokusere på nuet.
Pias behandlingsforløb for modermærkekræft
Efter jeg havde fået fjernet den første knude, og det havde bredt sig i kroppen, har jeg været igennem adskillige operationer, og t-celle behandling, immunterapi og p.t. er jeg også på en anden form for immunterapi, som passer lige nøjagtigt til min kræfttype. Så p.t. er jeg kræftfri.
På et eller andet tidspunkt, så bliver jeg resistent over for den. Man ved ikke hvor længe. Der kan gå fra to måneder til tre år. De har ikke kunne måle den for længere tid førhen, men det kan de nu. Den sidste måling viser, at der er nogle som lever efter fem år. Så jeg er der, hvor jeg har det godt, men jeg ved ikke hvor længe.
Hele tiden har man et håb om, at der kommer ny medicin. Det synes jeg at man skal huske. Det er en vigtig ting at huske. I starten tænkte jeg, da jeg havde fået denne kræftsygdom, at jeg havde et barnebarn på vej. Jeg skulle i hvert fald se mit barnebarn blive født. Jeg har fire børnebørn, det her er så det yngste. Hver gang til fødselsdag har jeg tænkt over, er det den sidste fødselsdag sammen? Ej, jeg skal også have den næste med. Et mål for mig, det var i starten, at jeg skulle lære mine fire børnebørns personligheder at kende. Det gør jeg nu.
Pia har fået et nyt syn på livet
Og så samler jeg på stjernestunder. Det kan være en oplevelse med mit barnebarn. Alle mulige gode oplevelser. Så kan der lige komme en lille stjerne i kalenderen. Det er for at holde fokus på livet - det er altså godt. Og det er værd at leve.
På et tidligt tidspunkt i det her forløb traf jeg en beslutning om at være positiv og fokusere på de gode ting og lade være med at være så bange for døden. Både af hensyn til mig selv, men også for min families skyld. Hvis jeg skulle gå hele tiden og være bange og være negativ og klagende. Så er det ikke til at holde ud for andre. Jeg ville ødelægge mit liv, men også andres liv, som er mig nær. Og det er da det sidste, jeg vil.
Det er helt klart, at når man kommer igennem sådan et forløb, som det her, så tænker man over, hvordan og til hvad man bruger sit liv. Det popper op en gang imellem, at nogle ting gider man ikke bekymre sig over. Hvor man siger, det er småting. Pyt med det. Brug den pyt-knap, som man siger, eller put det i pyt-kassen, fordi det er ikke noget, som er værd at bekymre sig om.
Jeg har været så heldig trods alt. Trods min modermærkekræft. At der er kommet ny medicin. For dengang jeg startede for seks år siden, der var der ikke andre muligheder end at blive opereret og så håbe på det bedste. Men der er løbende kommet ny immunterapi. Jeg har ikke været bange for det på noget tidspunkt. Jeg er blevet spurgt, om jeg var bange for det, men det er jeg ikke, for alternativet havde været, at der ikke var nogen behandling. I dag er det ikke nødvendigvis en dødsdom, du får, fordi der er behandlingsmuligheder, som jeg er en del af at prøve af. Det har jeg det godt med.
Filmen skildrer Pias personlige fortælling om livet med modermærkekræft. Hun fortæller om sit syn på livet efter kræftdiagnosen, og hvordan hun forsøger at få det bedste ud af den tid, hun har tilbage at leve i. Filmen er sponsoreret af Bristol Myers Squibb.
Et nyt syn på livet efter modermærkekræft
At få modermærkekræft
Pia opdagede en dag en knude i lysken og var allerede forberedt på, at det kunne være alvorligt, før hun gik til lægen. Men diagnosen ramte hende alligevel voldsomt. Det viste sig at være en metastase fra modermærkekræft.
Pias mand blev lige så overvældet. For begge har diagnosen betydet store omvæltninger. Men de har hurtigt taget en beslutning om, at frygten for sygdommen og døden ikke skal overtage deres liv.
Samler på stjernestunder
Pia traf allerede fra start en beslutning om at være positiv og ikke så bange for døden. Hun er nu begyndt at samle på stjernestunder: Hun sætter en stjerne i kalenderen ved alle de gode oplevelser for at holde fokus på, at livet er godt. Pias mand fortæller også, at han ikke længere vil bekymre sig over småting. De ryger i pyt-kassen.
Pia har fået fjernet knuderne og gennemgået flere andre operationer og behandlinger. Lige nu er hun kræftfri, men hun ved ikke hvor længe. Hun har følt sig heldig ved, at der løbende er kommet nye behandlingsmuligheder undervejs. Og så er hun med tiden blevet langt mere afklaret og har fået styr på bisættelse, papirer og økonomi. For det at få styr på tingene giver en ro, så hun bedre kan fokusere på nuet.
Sponsoreret af
