SundhedsTV
    • Forside
    • Sundhed og sygdom
    • Temaer
    • Podcast: Ramt Af Livet
    • Podcast: Læge til læge
    • Lægens Blok
    • Om Sundhedstv
    • Søg
    • Menu
    SundhedsTV / Synshjælpe­midler til svagtseende
    Læs transskription af filmen

    Hjælpemidler til svagtseende

    Når synet svigter, kan hverdagen blive en udfordring. Det bliver svært at læse, se TV, købe ind og færdes sikkert i trafikken. Men fortvivl ikke. Selvom øjenlægen har givet op, og brillerne ikke hjælper tilstrækkeligt, så er der stadig meget, du kan gøre for at få hverdagen til at fungere. Jeg er derfor på vej ind og se på hvilken slags hjælpemidler, der findes til svagtseende.

    Nina, hvordan lærer man at leve i hverdagen med et tab af syn eller nedsat syn? Det er selvfølgelig en proces, og man kan ikke tage det hele ind på en gang. Men man kan arbejde med forskellige hjælpemidler, så man stadig kan fungere. For eksempel noget som at kommunikere og tale i telefon, det kan hurtigt blive et problem, hvor der er en lang række forskellige løsninger.

    Talende hjælpemidler

    Så er der sådan noget, som at finde ud af, hvad klokken er. Det tænker vi ikke over til daglig. Der kan være nogle synshandikappede, de sidder og venter på radioavisen hver time for at finde ud af, hvad klokken er. Det er en langsommelig affære. Så der kan man have et talende ur. Hvor man bare trykker på en knap. "Fredag, 09.38" Så får vi både ugedag og tidspunkt at vide.

    Udnytte kontraster og følesans

    Så kan der være noget med at udnytte kontraster og udnytte sin følesans. For eksempel hvis man både har en mælk og en yoghurt, som er lyseblå i køleskabet. Så kunne man sætte en særlig elastik på, hvor man kan mærke nogle runde dutter. Som ovenikøbet også er orange, hvis man har noget restsyn. Man kan også have talende afmærkning. For eksempel hvis du har ti ens krydderier, fordi det er samme mærke, så kan du selv indtale en etikette, som du sætter på krydderierne. "Spidskommen" Og så kan du høre, at det var spidskommen.

    Hjælpemidler i trafikken

    Det oplagte er mobility-stokken. At gå med sådan en kræver en del undervisning. Det er først og fremmest dem, der slet ikke har noget syn eller som kun har et meget lille synsfelt. Den har altid kontakt med underlaget, som man går og svirper foran sig. Så man mærker, at det er sikkert at gå der. Så er der nogle, der markerer sig med en batch på tøjet. Så er der nogle, der får ledsagerteknik. Det kan være meget enkle greb til, hvordan du kan følges med en ledsager. Det er et samarbejdskursus, så det er både den pårørende og den synshandikappede, der får sådan et kursus sammen.

    Udnyt det syn du har tilbage

    Jeg kender flere patienter, som er svagtseende, men stadig har noget af deres synsfunktion tilbage. Jeg tænker, det er vigtigt, at man bruger det, man har tilbage af synet. Har du nogle hjælpemidler, der kan understøtte det? Ja. Vi har rigtig mange. Vi snakker meget forstørrelse, højkontrast og farvefiltre.

    Håndlupper og luplamper

    Håndlupperne kender de fleste. Dem bruger man til at aflæse. Der er lys i. Så bruger man den til at aflæse sit ur osv. Vi har også luplamper. Det er ligesom håndlupperne. Men de er monteret på et bord eller en rullefod, som man kan tage med rundt. Så sidder man ved den og har hænderne fri. Så har vi nogle specielle luplamper, der kan ændre i lysstyrken og farven.

    TV-MAX-brillen

    Så har vi forstørrelsen på TV-MAX-brillen. Nogen der synes, de har svært ved at følge med i, hvad der foregår på fjernsynet. De er rykket meget tæt på fjernsynet. Dem kan man rykke lidt tilbage igen og give dem TV-MAX-brillen på. Der er mange, der kan bruge dem, men også nogle, der ikke kan. Så det er noget, man skal have afprøvet for at finde ud af det.

    Læseskærme (CCTV)

    Er der nogen anden måde, man kan læse avis på? Ja. Der findes nogle læseskærme, der hedder CCTV. Det er en skærm, hvor der er påmonteret et kamera. Så er der en plade nedenunder, hvor lægger sin avis på. Og så lærer man at orientere sig på skærmen ved at rykke pladen, avisen ligger på. Når man bliver dygtig til at bruge sådan en. Det gør de fleste. Så kan man også skrive sine huskesedler. Man skal bare huske at kigge på skærmen og ikke på hånden. Det kræver lidt øvelse, men det lærer vi dem at bruge.

    Ros dig selv og søg den hjælp du har brug for

    Jeg vil høre, om du har et godt råd til, hvad man kan gøre, hvis man pludselig mister synet? Ja. Det er at søge den hjælp, man er berrettiget til. Det gør man ved at kontakte sin kommune. Så får man en henvisning videre til den hjælp, man har behov for.

    Først og fremmest vær tålmodig.Ting tager tid. Og så skal man være god ved sig selv. Ros dig selv, når du har lært at lave tingene på en ny måde. Også selvom du bare er på vej. At få et alvorligt synshandikap sætter mange tanker i gang. Derfor er det vigtigt at dele sine tanker med andre. Det er også en del af processen, når man har fået et alvorligt synstab.
    Bliv klogere på de mange synshjælpemidler, som er til rådighed for svagtseende eller blinde. To synskonsulenter fra CSV guider igennem mulighederne. Filmen er sponsoreret af Synoptik-Fonden.
    • Akupunktur-og-øjensygdomme
      Virker akupunktur mod øjensygdomme?
    • Tab af synet
      Pludseligt synstab – uden smerter

    Synshjælpe­midler til svagtseende

    Når man har et synshandikap, kan hverdagen godt være en udfordring. Det bliver svært at læse, se TV, købe ind og færdes sikkert i trafikken. Men der findes forskellige hjælpemidler, der kan hjælpe med at gøre hverdagen nemmere.

    Talende synshjælpemidler i hverdagen

    For mange mennesker er det ikke en udfordring at aflæse klokken. Men har man et synshandikap, kan det være meget problematisk. Nogle kan sidde og vente i flere timer på radioavisen, før de kan finde ud af, hvad klokken er. For at undgå det kan man anskaffe sig et talende ur. Det fortæller både hvilken ugedag, og hvilket tidspunkt på dagen, det er.

    Talende hjælpemidler kan også være gode at bruge i køkkenet - f.eks. på krydderihylden. Har man mange krydderier i samme type af beholder, kan det være svært at kende forskel på dem. Ved at bruge et bestemt talende hjælpemiddel, kan man selv indtale en etikette. Dermed kan man lytte sig frem til, hvilken krydderi man skal bruge.

    Udnyt kontraster og følesansen

    For svagtseende kan det være svært at kende forskel på fx mælken og yoghurten i køleskabet. For at løse det problem kan man købe nogle elastikker med stærke farver og kontraster, som kan hjælpe til at adskille de forskellige produkter fra hinanden. Kan man derimod ikke se forskel på farver og kontraster, kan man i stedet få fat i nogle særlige elastikker med forskellige knopper på. Med hjælp fra disse elastikker kan man i stedet føle sig frem og mærke forskel på produkterne.

    Synshjælpemidler i trafikken

    Blinde eller meget svagtseende bruger ofte en mobility-stok for at kunne navigere i trafikken. En mobility-stok hjælper den synshandikappede med at fornemme underlaget, så man kan føle sig sikker, når man færdes i trafikken. Men det kan være en udfordring at lære at gå med en stok, derfor kræver det en del undervisning, som man kan få tilbudt af sin kommune.

    Et andet hjælpemiddel i trafikken kan også være ledsagerteknik. Denne teknik kan man lære gennem et kursus, der både inkluderer den synshandikappede og den pårørende. Kurset klæder begge på til at følge eller blive fulgt af en ledsager.

    Der er findes også mange forskellige batches, man kan tage på for at vise til omverdenen, at man er svagtseende eller blind. Det hjælper andre trafikanter med at holde ekstra øje med vedkommende.

    Lær at bruge dit restsyn

    Der er mange hjælpemidler, som kan hjælpe den synshandikappede med at udnytte de dele af synet, der stadig virker. Det er bl.a. hjælpemidler med funktioner som forstørrelse, højkontrast eller farvefilter. Nedenfor præsenteres en række af de mest nyttige hjælpemidler, som man kan lære at bruge, hvis man som synshandikappet vil udnytte sit restsyn:

    • Håndlup: En håndlup er ofte udstyret med en lyskilde, der udover at forstørre også lyser objektet op. Håndluppen kan blandt andet bruges til at aflæse klokken på sit ur.
    • Luplampe: Luplampen minder på mange måder om håndluppen i dens funktion. Men i stedet for at skulle føres af hånden er luplampen i stedet sat fast på et bord eller en rulle-fod. På den måde kan man have sine hænder fri, når man skal læse.
    • TV-MAX-brille: Denne brille hjælper med at forstørre, det man kigger på. Hvis man f.eks. har svært ved at se, hvad der sker i TV’et, kan man med fordel bruge TV-MAX-brillen.
    • CCTV: Det kan være svært at læse aviser, bøger og lignende, når man har et synshandikap. Derfor har man produceret nogle skærme med indbygget kamera kaldet CCTV. Man bruger disse skærme ved at lægge f.eks. en avis på en plade nedenunder skærmen. CCTV’et forstørrer hermed avisen og gør det nemmere for vedkommende at læse.
    •  

    Hvordan får man adgang til synshjælpemidlerne?

    I Danmark stiller alle kommuner forskellige synshjælpemidler og rådgivning til rådighed for personer med et synshandikap. Så hvis du, eller en du kender, godt kunne bruge hjælp til et synshandikap i hverdagen, er det vigtigt at tage kontakt til den kommune, man er tilknyttet for at få mest muligt ud af den hjælp, man er berettiget til.

    Foruden de kommunale muligheder er der særligt fire steder, hvor man kan blive klogere om hjælpemidler ved svagt syn:

    Øjenforeningen

    Øjenforeningen udgiver bl.a. bladet ”Værn om synet”. Her kan man finde en række brochurer med informationer opdelt efter emne eller øjensygdom.
    » Besøg Øjenforeningen her

    Dansk Blindesamfund

    På trods af navnet er denne organisation både for blinde og svagtseende. Dansk Blindesamfund har konsulentordninger, der dækker hele landet. De tilbyder også en række kurser på et kursuscenter i Fredericia.
    » Besøg Dansk Blindesamfund her

    Foreningen Nedsat Syn

    Hos Foreningen Nedsat syn kan du bl.a. finde nogle fine videovejledninger om, hvordan man kan bruge sin pc eller telefon, hvis man har et synshandikap. Filmene ligger på organisationen hjemmeside under ’Tips og Tricks’.

    » Besøg Nedsat Syn her

    IBOS

    Instituttet for Blinde og svagsynede (IBOS) tilbyder bl.a. landsdækkende informationsmaterialer og rådgivning. IBOS har desuden en YouTube kanal, hvor man kan finde vejledninger til en lang række synshjælpemidler.

    » Besøg Instituttet for Blinde og Svagsynede her

    » Besøg IBOS’ YouTube kanal her

      Gode råd til personer med et synshandikap

    • Søg hjælp: Det er vigtigt at søge den hjælp, man er berettiget til. Det gør man ved at kontakte sin kommune, som kan give en henvisning videre til nogen, som kan hjælpe en med lige præcis det, man har brug for.
    • Vær tålmodighed og ros dig selv: Det kan være en langsommelig proces at skulle lære at gøre ting på en ny måde, efter at have mistet dele af synet eller hele synet. Men det er vigtigt at huske på, at rose sig selv hver gang man lærer at gøre tingene på en ny måde.
    • Del dine tanker med andre: Det at få et alvorligt synshandikap kan sætte mange tanker i gang. Det er derfor en god idé, som et led i bearbejdelsesprocessen, at dele sine tanker med andre.
    • Akupunktur-og-øjensygdomme
      Virker akupunktur mod øjensygdomme?
    • Tab af synet
      Pludseligt synstab – uden smerter
    Del viden
    • Share on Facebook
    • Share on Twitter
      Share on Twitter
    • Share on Linkedin
    • Share by Mail
      Share by Mail
    Sponsoreret af
    Sponsor Logo
    • Kontakt
    • Om SundhedsTV
    • Privatlivs- og cookiepolitik
    All rights reserved Sundhedstv
    Kan man altid se en sjælden sygdom? En sjælden sygdom - Tasse og Finn Øjne løber i vand Øjne der løber i vand
    Scroll to top