SundhedsTV Ninna: Jeg blev ramt af sorg og savn

Læs transskription af filmen: Da Ninna modtog beskeden om sin mors sygdom
Jeg kan ikke huske, om hun fik at vide, at det var lungekræft. Eller det bare være kræft. Men jeg mener, hun fik at vide, det var lungekræft. Og hun ringer til mig. Jeg kan huske, at jeg er lige kommet ned og er i gang med at træne, og hun græder i telefonen. Hun fortæller mig så, at det er kræft. Og at det har spredt sig. Og jeg stiger af løbebåndet, og siger til min mor, at jeg kommer med det samme.

Jeg bliver enormt realistisk, fordi jeg bliver meget håndgribelig. Hvad nu hvis du ikke er den procent, der overlever de første frem år med det her? Hvor er vi henne med hospice? Hvor er vi henne med forebyggende behandlinger? Hvor min mor er meget mere tilbageholdende, “det behøver vi ikke at tænke på nu, fordi nu skal vi bare lige til næste scanning" og “alt går jo godt." Jeg bliver hurtigt lidt til hende her, der bare spreder en sort sky ud over hendes fantasiverden. Hvilket jo slet ikke er min intention. Jeg vil bare gerne have hende til at åbne øjnene og få en eller anden anerkendelse af, at hun godt vidste, at det her var pisse farligt.

Hverdagen ændrer sig også hos de pårørende
Inden min mor var syg, så var jeg Ninna. Jeg var lærerstuderende. Jeg var kærester med Stefan. Jeg var storesøster til Mette. Og jeg var datter af Flemming og Susanne. Efter min mor blev syg, så var det lidt som om, jeg fik en ny titel, som overskyggede alt. Og det var bare at være pårørende til en kræftpatient.

Når jeg mødte folk "hvordan går det med din mor?”, “Hvordan har du det?”. Alt drejede sig bare om sygdommen. Når folk spurgte, "hvordan har du det?" så drejede det sig ikke om, har du nogle opgaver på seminaret for tiden. Så drejede det sig om "ej, det må også være hårdt”, og "hvor må det være frygteligt." Og alt tog bare sådan en form af medlidenhed og sympati. Og ikke dermed sagt, man ikke skal gøre det. Men for helvede, hvor kunne jeg lige så godt bare bruge en veninde, der bare ringede til mig og sagde, “jeg har haft den værste dag på arbejde”. Eller "jeg var ved frisør i dag, og min frisør har bare klippet mig overhovedet ikke i nærheden af, hvad jeg ville" eller et eller andet. Altså jeg havde bare brug for nogle hverdagsproblemer.

Den svære snak om den sidste tid
Der sker det, at min mor hun får metastaser i hjernen. Ni dage efter vi har fået at vide, at alt er godt, og de først vil se hende om tre måneder, så falder hun om med et krampeanfald derhjemme. Og vi bliver enige om, os i den nærmeste familie - min mors søskende, min mors moster og mig og min søster - at vi bliver nødt til at have en snak om med hende i forhold til, hvad ønsker hun i hende sidste tid. Hvordan ønsker hun begravelsen? Blomster, salmer, og alle sådan nogle ting. Og vi kommer hjem til min mor. Min søster og min moster har fået sådan en bog med Min Sidste Vilje fra bedemanden, hvor man nærmest slavisk kan gå til værks.

Og den begynder vi egentlig bare stille og roligt med. Og det er mega svært. Altså det er frygteligt, fordi der kommer faktisk mange ting på tale, som jeg aldrig havde skænket en tanke. Min mor vil for eksempel gerne begraves ved siden af min mormor. Det ville jeg aldrig have tænkt på. Og det var bare et dejligt ømt øjeblik med os alle sammen, hvor man bare kunne tillade sig at være ked af det. Og hun kunne tillade sig at smide facaderne og græde. Og selvom vi alle sammen var bund ulykkelige over, at det her, det var udgangen på noget, så var det stadigvæk bare lige så fint.

Og for mit vedkommende de tårer, som man græd, det var jo ligeså meget glædestårer over, hvor stærk den her kvinde, der sidder overfor en er. Altså der var bare så mange gode ting i det. Jeg fik også sagt til min mor, at det her det handler slet ikke om, at vi prøver at hive livsmod ud af dig. Det handler ligeså meget om, at vi tror 100% på den kamp her, du har gang i. Men jeg vil bare være sikker på, at når du ikke er her mere, så har jeg sendt dig afsted på den fineste måde, som var lige efter dit hjerte. Og det var hun jo 100% med på.

Da verden braser sammen
Jeg står nede i Føtex, og jeg har ikke været ked af det på noget tidspunkt, efter min mor hun er død. Jeg har ikke grædt. Det har der bare ikke været plads til. Og ser jeg noget, jeg tror, jeg ser en dame nede i Føtex, som har et eller andet, som gør, at nu skal jeg lige ringe til min mor og fortælle det her. Og det er først, da jeg får ringet op og har telefonen op til øret, og den så siger, dette nummer eksisterer ikke længere, at det går op for mig at fuck, min mor hun er død. Og tårerne pisser ned ad kinderne på mig. Og jeg bliver sådan helt fuldstændig sat på røven af sorg og savn over min mor.

Den følelse jeg bliver ramt af, det er jo en blanding sorg og savn, men også dårlig samvittighed. Jeg bliver ramt af, hvorfor har jeg ikke savnet hende før? Hvorfor har jeg ikke prøvet at ringe op til hende før? Hvad foregår der? Og det er jeg så nået frem til nu, at det jo ikke har noget at gøre med, at jeg ikke har vidst, hun var død. Eller ikke har savnet hende før. Jeg har bare skudt det så langt tilbage.

Hver gang jeg har haft den mindste my af, at nu savner jeg min mor, så har jeg aktiveret mig selv med noget andet. Så har jeg ringet op på arbejde og sagt, at jeg kan godt arbejde den her weekend alligevel eller taget med Stefan til Fyn. Så har jeg aktiveret mig selv på en anden måde for at dæmre det. Altså bare holde det tilbage.

Gode råd til pårørende, der har mistet
Og samme aften skriver jeg til Børn, Unge og Sorg. Jeg tror, det er en uge senere, der får jeg en samtale, og så starter jeg sorggruppe et par uger senere. Og det var bare en kæmpe forløsning. Jeg var i sorggruppe med tre andre piger, og det gav mig ligeså meget at lytte til, hvad de fortalte, og hvad de havde af oplevelser, som det gjorde, når jeg selv skulle fortælle noget. Der var enormt mange, der sagde til mig, “Husk nu dig selv. Husk nu dig selv i det her." Og husk nu dig selv i form af at mærk efter, hvad du kan, hvad du vil og skide være med, hvad folk forventer af dig.

Der er ikke to kræftforløb, der er ens. Der er ikke to mennesker, der er ens og heldigvis for det. Men det er bare mega vigtigt. Og så synes jeg også, det er vigtigt at huske, at selvom, og det er noget, jeg første kan sige nu 3,5 år efter min mor, hun er død, det er at selvom den pårørende, som du kender, har kræft træffer nogle valg, som du ikke er enig i så vælg kampene. Er det vigtigt for dig at statuere et eksempel i, at det nok ikke er det fedeste, at din mor som har lungekræft står ude og ryger, efter hun lige har fået sine scanningsbilleder at vide. Men er det en kamp, jeg gider at tage?

Og så nyd nu jeres forældre, mens de er her.

Ninna: Jeg blev ramt af sorg og savn

At være pårørende til en lungekræftpatient

Ninnas mor fik konstateret lungekræft i 2015, og det fik indflydelse på Ninna i en sådan grad, at hun ikke længere blot var Ninna. Nu var hun derimod pårørende til en kræftpatient. Folk i hendes omgangskreds bekymrede sig og stillede mange spørgsmål til moderens sygdom, og Ninna følte sig nogle gange glemt, fordi hendes egne hverdagsproblemer blev nedprioriteret. For Ninna handlede det ikke om, at folk ikke skulle bekymre sig og spørge ind til sygdommen, men hun savnede en gang imellem, at folk spurgte ind til hendes studie eller noget andet, der ikke drejede sig om kræften.

Når sorgen rammer

Ninnas mor mistede livet til sygdommen, og i en periode efter moderens død havde Ninna ikke været ked af det eller haft plads til at sørge. Det var først en dag, hvor hun stod nede i supermarkedet og fik øje på noget, hun havde lyst til at ringe og fortælle til sin mor, at hun for alvor blev ramt af sorg og savn. Hun fik en følelse af dårlig samvittighed over, at hun ikke havde været ked af det før på dette tidspunkt. Samme dag skrev hun til sorgcenteret Børn, unge og sorg, og herefter startede hun i en sorggruppe. Denne gruppe var med til at hjælpe hende gennem sorgen og videre ud på den anden side.

Udgivet 18.07.2019

» Du kan finde mere information om lungekræft på temasiden her