- Læs transskription af filmen
-
De første tanker, der meldte sig, da Claus fik konstateret prostatakræft
Jeg var jo lige blevet 50 år, og havde lige mødt Majbritt igen. Vi havde været sammen i mange år, men havde været væk fra hinanden i otte år, og så var vi begyndt igen. Så fik jeg den her diagnose, og det væltede alt muligt, for jeg troede, at jeg stod med det ene ben i graven. Jeg spekulerede rigtig meget på døden. Døden blev ligesom en vigtig ting at tænke på. Det satte mig ligesom fast i en fastlåst situation, hvor jeg var enormt træt, det var også kombineret med min medicin, men også de spekulationer man pludselig får. Jeg pressede så lægen til at sige, hvor lang tid han maks regnede med, at jeg havde igen. Det var fem år, regnede han med at jeg maks havde. Nu har jeg snart levet ti år med det.
Forskellige måder at håndtere sygdommen på
Hvad sagde din kone? Hun var jo også i chok, men det var hende, der ligesom bedst kunne tackle det i starten. Hun brugte en masse tid på at sætte sig ind i det. Jeg har aldrig sat mig rigtig ind i, hvilke behandlingsformer, og hvad det egentlig betyder, hvad det gør ved mig. Udover de ting jeg selvfølgelig kan mærke.
Jeg har haft enormt brugt for at forstå sygdommen. Prostatakræft. Og forstå hvad det er, der sker rent biologisk. For jeg er nødt til at forstå, for at jeg kan være i det.
Jeg har en anden måde at tackle tingene på end min kone. Hvor hun vil have viden, og jeg vil egentlig bare have fred.
Fysiske og psykiske konsekvenser af behandlingen
Jeg er i det, der hedder medicinsk kastrationsbehandling, og det har jeg været i alle årene. Jeg er mere træt, jeg har stort set ikke noget testosteron i forhold til alle mulige andre mænd. Jeg har ikke et ekstra gear, når man skal lave noget. Jeg er også blevet tykkere af den medicin. Det sætter sig på sådan en speciel måde, så mange af os der får den behandling, det kan man se. Vi kan genkende hinanden, fordi det ser ud som om, vi har bryster. Det er ligesom det fysiske i det.
Rent psykisk der er det med det seksuelle en voldsom ting på mange måder. Jeg er "heldig" på den måde, at jeg hverken har lysten eller evnen. Jeg kender mange andre, der har prostatakræft, der har lysten men ikke evnen. Det er ikke så godt for min kone, for hun har jo stadig sin seksualitet, og det har jeg bare ikke.
Udfordringerne som pårørende
Det jeg godt kan mangle, det er det der begær. At blive begæret. Det kan jeg godt savne rigtig meget. Det har måske gjort mig lidt hårdere i virkeligheden. Forstået på den måde, at jeg er blevet utrolig sårbar, og måske endda mere sårbar på nogle områder, end jeg har været tidligere. Men i forhold til at fortrænge og fornægte mit eget behov, der er jeg blevet meget hård, fordi at jeg er bange for at åbne op for den pose, fordi jeg er bange for, hvad det gør ved mig rent følelsesmæssigt. Derfor er det nemmere at lægge et låg på, og umiddelbart virke lidt hårdere i det.
Hvis der er en, der begynder at snakke om sex, så kigger vi på hinanden, og hvad er det for noget? Er der nogen der kan huske, hvad det er? Det er en del af den proces, man går igennem, det er er at se det sjove eller groteske, i den situation man er blevet bragt i.
Det kan være hårdt at rumme børnenes smerte
Majbritt og jeg vidste godt, at det var kræft jeg havde fået, men vi vidste ikke lige, hvor slemt det var. Den dag hvor vi skulle op og have dommen, der havde vi indkaldt tre af ungerne. Dem fortalte vi så om det. Men det var meget Majbritt, der ligesom styrede mange af de snakke. Indtil den dag i dag er det mere hende, der informerer dem om det. For mig er det svært den dag i dag, at snakke med mine børn om det, for jeg oplever, at de bliver kede af det. Det har jeg svært ved at rumme.
Claus havde utrolig svært ved at rumme børnenes smerte. Da han først fortalte det, og de græd, det var så svært for ham, og det er svært for ham, når børnene har rigtig meget smerte, og at det er ham der påfører dem det. Det er nok det dilemma, han på mange måder er i. Derfor tror jeg bare, det er nemmere for mig. Også fordi det er dem jeg følges med. De er også pårørende. På den måde har vi fået skabt en eller anden samhørighed. Eller måske er det mere mig, men jeg tænker, at vi er ligesom i samme båd. Hvor Claus er bæreren, er vi ligesom bare rundt om det sammen.
Claus' tanker om fremtiden
I starten havde jeg det sådan, at jeg tænkte meget over, det der man kalder 'the bucket list'. Hvad er det for nogle ting, man gerne vil nå i sit liv, inden man stiller træskoene? Jeg havde det sådan, at jeg altid har været interesseret i cykelløb. Tour de France specielt. Så jeg ville på Tourmalet. Jeg ville på Mount Ventoux og Alpe d'Huez. Det skulle jeg i hvert fald prøve. Og det er aldrig blevet til noget, for stille og roligt finder jeg ud af, at det vigtigste for mig er det nære. Det er min kone, vores børn, vores børnebørn og mine venner. Og fodbolden.
Det er sådan nogle ting, der i virkeligheden betyder meget mere for mig, end noget som helst andet. Så det har været en positiv ting, der er kommet ud af det. For døden er der ikke nogen af os, der ved noget som helst om, men livet ved vi jo noget om.
Claus og hans kone Maybrith fortæller om, hvordan de på forskellig vis tackler Claus’ sygdom. Desuden giver filmen et indblik i, hvordan sygdommen har indvirkning på parrets sexliv. Videoen er sponsoreret af Janssen.
Konsekvenser af behandlingen
Sådan håndterer ægteparret Claus' sygdom
Da Claus blev diagnosticeret med prostatakræft, spekulerede han meget på døden. Derfor gik han til sin læge for at høre, hvor mange år han kunne forvente at leve endnu. Lægen regnede med, at han havde fem år tilbage, men i dag har Claus haft kræftsygdommen i 10 år. Ægteparret har vidt forskellige måder at håndtere sygdommen på. For Claus' kone Maybrith er det vigtigt at forstå sygdommen for at kunne være i det, hvorimod Claus gerne vil vide så lidt som muligt. Han forholder sig mest til det, han fysisk kan mærke på sin krop.
Forsøg at se det sjove i den situation, du er blevet bragt i
Claus oplever en række konsekvenser af behandlingen. Han er i en behandling, der hedder medicinsk kastrationsbehandling, og det har både fysiske og psykiske konsekvenser for ham. En af de fysiske konsekvenser er, at behandlingen gør Claus meget træt, og samtidig er det psykisk udfordrende for både Claus og hans kone, idet han både har mistet lysten og evnen til sex. Det er hårdt for Maybrith, da hun stadig har sin seksualitet, og for hende er det særligt begæret, hun savner. Dog forsøger ægteparret at se det sjove i den situation, de er blevet bragt i for at kunne vende de hårde og groteske ting til noget, de kan grine af sammen.
» Du kan finde mere information om prostatakræft på temasiden her
I samarbejde med
Sponsoreret af
